gamle Reskript havde ganske nylig været overtraadt, idet Sognepresten til Korskirken Rennord fra 1758–62 havde indehavt Stiftsprovstiet, rigtignok kun som konstitueret, og at ophæve det ganske kunde sikkert gaa an, naar man derved kunde vinde saa meget bedre Kræfter til Stiftsprovstiet. At faa dette Reskript faktisk ophævet og sikre sig Stiftsprovstiet uden at maatte skilles fra Korskirkens Menighed har været Bruns Hensigt med den Kjøbenhavnsrejse, han foretog i Aaret 1791, og ved hvilken han naaede sit Maal, skjønt han kun fik Kancelliets skriftlige Løfte om Udnævnelse efter Mossins Død, og ikke – hvad han havde ønsket – Udnævnelse til hans Succssor. Med dette Brev i Lommen var i han tryg, medens Bispen skrev til Kancelliet, og det skede da ogsaa, som man kunde vente, at han allerede i August 1793 udnævntes til Stiftsprovst, og Knud Geelmuyden Fleischer til Sogneprest ved Domkirken.
Om sit Ophold i Kjøbenhavn skriver Brun saaledes: „Den 15de Juli hos Colbjørnsen Kl. 8. D– staaer i Brandt, mon cher, han vil min Sæl ikke forestille, men regalere Dem med et Cancellibrev; thi han hænger i det Rescript om Succession, som vi dog overtræde et Par Gange om Aaret. Jeg protesterede, det hjalp ikke, ja, sagde jeg, jeg skriver ikke under dette Brev, førend Kronprindsen har læst det, thi da han ynder Brun, turde han maaske ikke være fornøjet med vor Conduite. Saa skal jeg, sagde Brandt, vise ham det i Aften Kl. 5. Jeg til Frederichsberg Kl. 11. Marchal Bülow er reist til Byen. – Naar kommer han tilbage? Kl. 1. Da skal jeg være her, Kiære, siig Hs. Excellence, det er mig yderlig vigtigt ved ham da at faa Kronprindsen i Tale. En Time senere er for silde. Jeg kommer Kl. 1. Bülow er kommen tilbage, men gaaen ud igjen. Hvorhen da? Jeg veed ikke. Til Kronprindsen? Nei, jeg troer det ikke. Enten saadant er Unaade hos Kammertjeneren eller Herren er mig
