Biskopens Skrivelse af 1ste Maj 1781 til de „tvistende“ Sogneprester af Kancelliet afgjort til Bruns Fordel, og det synes efter denne officielle Forhandling af Sagen, som om Brun og Bispen her har staaet ved hinandens Side imod en Tredjemand, men efter den mundtlige Beretning forholder det sig ikke saaledes. Efter denne skal Bispen, da Mødet var endt, og han og Stiftsprovsten (Mossin) havde sat sine Navne i Protokollem have rakt denne til Krog, hvilket vakte Protest hos Brun. Bispen holdt paa Krog, som den ældre Prest, som Provst og Magister, medens Brun støttede sig til sin Alder som Sogneprest i Bergens By, og han vilde nu saa meget mindre give efter, som denne tilsyneladende Ubetydelighed blev gjort ham stridig. Han forstod vel, at selv en saadan i hine Dage, da Rang og Etikettespørgsmaal gjaldt meget i den hele Embedsstand, kunde have sin Konsekvense. Det lakkede ad Aften med den gamle Stiftsprovst Messin, og der vilde snart blive Spørgsmaal, om hvem der skulde blive hans Eftermand, enten Nykirkens Sogneprest, der før havde været Provst, eller Korskirkens, der var Byens ældste Sogneprest. Da Mossin i de følgende Aar blev svag, sees ogsaa Brun at have fungeret som hans Medhjælper i Stiftsprovstiets Bestyrelse, og at han vilde blive hans Efterfølger, synes at have været en Selvfølge. Han maa imidlertid ikke have stolet saa ganske derpaa, siden han fandt det fornødent i 1791 at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn, hovedsagelig for at faa Sikkerhed i denne Sag. Han indfandt sig hos Biskopen og had om Rejsetilladelse, han vilde besøge gumle Venner og udgive nogle Smaaskrifter. Bispen indvendte, at det ikke var længe, siden han besøgte Hovedstaden, og at der var Bogtrykkeri i Bergen, talte om hans Embedes Bestyrelse o. s. v. Brun svarede, at Embedets Bestyrelse naturligvis var ordnet, før han tænkte paa Rejsetilladelse, og at denne under saa-
