sig fristet til at se ned paa Brun med hans non contemnendus, – ligesaa rimeligt, at han maatte føle sig generet ved Bruns Veltalenhed og det store Ry, han som Prest i faa Aar havde indlagt sig i Bergen. Hvad nu end Grunden maa have været, saa „var det graat imellem dem“.
At Brun, da han i faa Aar havde vundet sin Menigheds Kjærlighed og et stort Navn som Taler og gejstlig Mand i Bergen, har tænkt sig Muligheden af at træde op paa Bergens Bispestol, er ikke urimeligt, ligesom det vel ogsaa lader sig tænke, at Biskop Irgens af respektable Bevæggrunde har villet gjøre Sit til at hindre det. Det kunde vel for denne have staaet som en Nødvendighed, at en Biskop dog til en vis Grad var i Besiddelse af theologisk Lærdom, og i Brun har han vel seet noget nær en Ignorant. Det synes, som han har villet lægge ham Sten ivejen, men vi har her lidet at holde os til uden en – rigtignok temmelig sikker – mundtlig Tradition. Biskop Irgens ankom til Bergen i Juli 1780 og omtrent samtidig med ham den nye Sogneprest til Nykirken, Provst og Magister Jens Andreas Krog. 10de Jan. 1781 holdtes en Samling af Domkapitlet (Byens Sogneprester), og denne foranledigede Bispen til under 16de Jan. at sende Kancelliet følgende Skrivelse: „Ved. Capitularium Samling sidstleden 10de Januarii i det Bergenske Dom Capitul forefaldt udi min Nærværelse en uventet Tvistighed mellem Sognepresten til Korskirken Johan Nordahl Brun og Sognepresten til Nykirken Jens Andreas Krog om øverste Sæde og Underskrift. Jeg ytrede derved den Mening, at Hr. Brun som ældste Kjøbstads Sogneprest bliver berettiget til Fortrinet, men dermed vil Hr. Mag. Krog ikke acqviescere, siden hand forhen har været Herreds Provst paa Landet. Jeg maa altsaa i den Henseende udbede mig Cancelliets Decision til bemeldte Tvistigheds endelige Afgjørelse og min Vished i Tilfælde, at nogen Provst skulle constitueres“. Denne besynderlige Strid blev efter
