„Imidlertid gik det ham i de sidste Aar meget til Hjertet,
at han ej i Guds Kirke kunde faa det Onde udryddet og det
Gode saa vel befordret, som han gjerne ønskede“.
Blandt hans Fortjenester af Stiftet hører, at han vedligeholdt de mange gavnlige Indretninger, som Hersleb havde grundet, og at han med Stiftsbefalingsmand Rappe fik indrettet i Christiania et Tugt- og Arbejdshus 1741.
I Aaret 1747 blev den Ære ham til Del, at han tilligemed Biskop Peder Hersleb og Biskop Wøldike assisterede ved Kong Frederik V og Dronning Lovises Salving i Frederiksborg Slotskirke den 4de Septbr. 1747[1].
Som Biskop i Akershus ordinerede han 153 Prester og beskikkede alle Provster i Stiftet og paa mange Steder tvende.
I sit Embede var han, som sagt, utrættelig. Da han i sine sidste Levedage mærkede Kræfternes Aftagelse, og at det stundede ad Enden til, tog han ved sin Visitats overalt Afsked med Presterne og Menighederne, hvorpaa han, mæt af Dage og træt af Arbejde, hensov 30te April 1758, 77 Aar gammel, efterat han havde været Biskop i 20 Aar og virket i gejstlige Embeder i 56 Aar.
„Ved hans Begravelse den 11te Mai blev han beæret med Følge af de fornemste Rangs- og Standspersoner, med nogle 100 Minutskud fra Justitsraad Ankers Skibe og ved en vel udarbejdet Ligprædiken af Stiftsprovst Dr. Otto Holmboe, som den Tid ved Aggershus var Slotsprest“.
„Han var en høj og anselig Mand, begavet med store Sinds og Legems Kræfter, saa en Del kaldte ham Naadens og Naturens Mesterstykke. Hans Mæle var saa højt og forstaaeligt, især i hans unge Dage, at naar han som Feltprest prædikede paa aaben Mark, kunde han lydelig høres Mil,
- ↑ Under 24de Octbr. 1747 underrettede han Presteskabet om sin lykkelige Tilbagekomst fra Salvingsakten. Stiftsprovst Rasmus Paludan fungerede som Bisp i hans Fraværelse.
