raadede Kongen, at lade den danske Mand blive i Danmark, og derimod sende Nordmanden til Norge, og Kongen fulgte Raadet. Den 13de Febr. 1738 blev N. Dorph udnævnt til Biskop i Akershus, og 4de Mai blev han og Hygom indviede af Hersleb i den nye Fruekirke.
I 20 Aar forestod han Akershus vidtløftige Stift, og om han end savnede sin Formands sjeldne Evner og ualmindelige Dygtighed, virkede han dog med utrættelig Flid og Opmærksomhed, og viste sig stedse som en flittig og alvorlig Visitator og Tilsynsmand lige til sin høje Alder.
Da han, som anført, var en streng rettroende Theolog, saa han med mistænkelige Øjne paa den pietistiske Vækkelse, som ogsaa i Norge paa dere Steder, især i Akershus Stift, fandt Sted. At han i denne Retning ej var at spøge med, kan man blandt Andet se af det Brev, som den pietistiske Kapellan i Laurvig Ole Tidemand skrev, og som Hr. Stipendiat Daa har meddelt i dette Tidsskrift VII, 348.
Blandt dem, som foraarsagede den ivrige Bisp megen Forargelse og gav Anledning til flere Klager til Kongen, var Sognepresten til Aker Johannes Green ved sine Konventikler o. m., og hans virken i pietistisk Retning ej blot i Christiania, men i Drammen og andre Steder. – Herrnhutiske Anskuelser udbredtes af en Gert Hansen fra Herrnhut, som i Laurvig og Christiania holdt Konventikler og i Holmestrand optraadte med Prædiken, Bøn og Sang ved Nattetider[1]. I Drammen dreve Gjendøberne sit Uvæsen, som dæmpedes, idet Hovedmændene bleve straffede med Tugthus eller Landsforvisning 1743–45.
- ↑ Theol. Tidsskr. VII, 353. Hvor meget Bevarelsen af den gamle Rettroenhed laa Bispen paa Hjertet, kan man se af hans idelig gjentagne Advarsler i hans monita mod det at lade fremmede Studenter prædike eller undervise i Skoler, uden et de medbragte og for Bispen fremlagde Skudsmaal fra Professorerne ved Kjöbenhavns Universitet.
