er vistnok ikke meget forskjellig fra den danske; men dens store Betydning er, at den gav den norske Kirke en almindelig anerkjendt Lov istedetfor det tidligere Sammensurium af danske Ordinants, gammel norsk Christenret og indbyrdes uoverensstemmende kongelige Recesser og Breve. – Ikke mindre end i Kirken kjendes Christians ordnende Haand paa det borgerlige Livs Omraade. Der sattes en Grændse for Fogdernes lovløse Færd, som ved uretfærdige Paalæg, falsk Vegt og Maal, svigagtig Nedsættelse af den cirkulerende Mynts Værdi og allehaande Voldsomheder undertrykte og forurettede Almuen og i sin Stilling kun saa en velkommen Anledning til st fylde sin egen Pung[1]. De kongelige Lensmænd, der havde for Skik at bortforpagte Lenene til Andre, hvilke igjen overdroge dem til Tredjemand – eller forlede sine Len og lode dem bestyre at sine Fogder, bleve tilholdte at blive i Lenene og selv varetage deres Bestyrelse[2]. Da de gamle Lagretter, der endnu dømte i første Instants, viste sig aldeles uduelige til dette Hverv, idet de enten henskjøde Sagen til Lagmandens Afgjørelse, eller behandlede den saa slet, „at den Sag, der var“, som det hedder, „undertiden i sig selv rigtig og klar nok“ naar den kom ind for Lagmanden, „syntes ganske mørk og dunkelagtig, saaat den af ny maatte repeteres og begyndes“, indsatte Kongen ved Forordning af 21de Juli 1591 overalt edsvorne Thingskrivere. Af disse, der i Begyndelsen kun havde at vejlede Lagrettet i Loven eg Sagernes Behandling, fremgik snart de saakaldte Sorenskrivere som faste og eneste Underdommere[3]. Endelig
