udgav Christian, som bekjendt, 1604 sin Norske Lov. Det gjælder om denne ganske det samme som om Norske Ordinants, at den væsentlig intet nyt indeholder, da den i det Hele kun er en Oversættelse eller Gjengivelse – og det ofte en mindre heldig – af Magnus Lagabøters gamle norske Lov med dens senere Tilsætninger. Dens Betydning er, at den gav Landet et almindelig tilgængeligt Lovverk istedetfor det tidligere i det gamle norske Sprog affattede, ved en Mængde Retterbøder tildels forkvaklede, selv Datidens Retslærde efter Form som Indhold i mange Stykker uforstaaelige Lovapparat, som Enhver kunde tyde, næsten som han vilde[1].
Det var vel langt fra, at Christian saaledes ad Lovgivningens Vej formaaede at vække Folket til levende Gudsfrygt eller fremkalde hos det en sand og virksom Borgeraand. Men det lykkedes ham dog af det Forvirrringens og Opløsningens Chaos, der gik forud for og fulgte efter Reformationen, i at gjenoprette en kirkelig og borgerlig Orden, i hvis Ly det i en ny Christendoms og en højere Civilisations Sædefrø, som Norge i Virkeligheden modtog fra Danmark, lidt efter lidt kunde udvikle sig. Gjennem denne sin ordnende Virksomhed bestemte han i tiere Retninger de ydre Former, i hvilke Livet, efterhaanden som det igjen vaagnede, havde at udvikle sig. Og her skal det altid mindes til Christian IVs Ros, at han midt i sin reformatoriske Iver behandlede Norge med vis og kjærlig Omsigt. Kun varsomt rørte han ved Folkets gamle Love og derpaa grundede Samfundsorden; kun hvad der allerede var aflægs eller forbunden med øjensynlige Misbrug, afskaffede eller forandrede han. Kort, han agtede Folkets Rettigheder og værnede om den Frihed i de indre Samfundsforholde, der nu udgjorde dets næsten eneste, men
- ↑ Fortalen til Brandts og Hallagers Udgave af Christian IVs Norske Lov.
