Krige vel bidroge sit til at afstumpe den sedelige Følelse. Mørkere end maaske tilbørligt bliver derhos Billedet af Tiden og mer skjærende Modsætningen mellem et Før og Nu derved, at dere af Nordmandens gode Egenskaber, som under det tidligere mere frie og bevægede Liv utvungent kunde udfolde sig og træde frem i Dagen, nu for det meste maa søges inden Privatlivets snevre Skranker, hvor de kun lidet falde i Øjnene; medens andre, f. Ex. Fædrenes Frihedssind, deres Fasthed i Forsættet og Standhaftighed i Udførelsen, Egenskaber, som i Belysningen af en anseet Stat og en lykkelig, heldig Udvikling skinne som Dyder, under de nærværende, mere fortrykte Vilkaar ogsaa vise sig fra en mindre elskværdig Side: som Opsætsighed, Stivsind og uvittig Vedhængen ved det Gamle.
Som Led i en historisk Udvikling vil Tidsrummet derhos være at betragte under Synspunktet af det grundlæggende og ordnende. Især er det dets sidste Del, der maa opfattes saaledes; den Ros igjen at have indført Norge blandt de ordnede Staters Tal tilkommer fornemlig Christian IV.
Af denne Konges Foranstaltninger sigtende til Ordningen af de kirkelige Forholde har jeg allerede foreløbig omtalt de fleste. Samle vi dem under Et, saa se vi, at der blev sørget for Presternes bedre theoretiske og praktiske Uddannelse, for Degnes Ansættelse og Ungdommens flittigere Undervisning og endelig for Gejstlighedens nøjere Tilsyn med Menigheden, en strengere Kirketugt, hvisaarsag der tilforordnes Presten Medhjælpere[1]. Særskilt maa endnu nævnes, at Kongen ved sin Norske Kirkeordinants af 1607 opfyldte sin Farfaders Løfte om for Norge „at beskikke og stadfæste, hvad der ikke kunde holdes efter danske Ordinants“. Norske Kirkeordinants
- ↑ Forordn. af 27de Marts 1629 i Pontopp. Ann. III, 773 ff. og Christian IVs Reces af 1643 S. 40 ff.
