hurtigt til Grunde – og kjendes snart kun paa enkelte Levninger af en højere skabende Kraft, hvoraf den opmærksomme Iagttager overraskes omtrent paa samme Maade som Vandreren, naar han i det formodede Vildnis pludselig steder paa Spor af menneskelig Virksomhed. Nogle af vort Lands mest afsidesliggende Egne, f. Ex. Øvre Thelemarken, de indre Dele af Sogn og Hallingdal, vare ogsaa altid berygtede for deres Indbyggeres Vildhed; og det er vel ingen Tvivl underkastet, Nat netop den Maade, hvorpaa de enkelte Landsdele i denne Tid ligesom faldt fra hverandre eller aflukkede sig, mer end noget Andet befordrede den usigelige Raahed, der just nu overalt træder os saa afskrækkende imøde. Gudbrandsdølernes Adfærd mod de fangne Skotter, hvilken af Sars selv anføres som et Exempel paa en „næsten hedensk Grusomhed“ taler da ogsaa for, at for deres Vedkommende idetmindste har den paastaaede Kultur været lige afmægtig til at formilde Sederne og til at adle Hjertelaget.
Kaste vi et Tilbageblik over det omhandlede Tidsrum fra Reformationens Indførelse 1537 til Christian IVs Død 1648, da er det umiskjendeligt, at „Norige er gammelt“, som Absalon Pederssøn udtrykker sig. Alt taler om Svaghed og Forfald, medens der er faa Spor af den „Styrke og Visdom“, den nævnte Forfatter endnu vil vide at bo i Landet. – Den lutherske Lære var vel paa Papiret, men ikke i Folkets Hjerter. Iøvrigt vedbleve de samme uheldige Aarsager, der begrunde Rigets sørgelige Tilstand ved Reformationen, at gjøre sig gjældende med næsten uformindsket Styrke. Til det tidligere herom Bemærkede vil jeg endnu kun føje, at den for Tiden karakteristiske brutale Voldsomhed vistnok for en væsentlig Del skyldes Retsplejens grændsesløse Usselhed og en deraf flydende næsten almindelig Retsusikkerhed og Lovløshed, der gave alle onde Lidenskaber frit Spillerum, samt at for enkelte Egnes Vedkommende idetmindste de hyppige
