roser de hedenske Germaner. Selv i den sidste Del af dette Tidsrum, da de kirkelige Forholde dog nogenlunde havde ordnet sig, finde vi den samme Sondring mellem Tro og Liv og den deraf følgende Splid i Livet selv, der bliver saa paafaldende under den katholske Kirkes middelalderlige Udvikling. De ædlere Personligheder fandt vel og nu alene Hvile i „Frihedens fuldkomne Lov“, men Mængdens Religiøsitet var ganske vist af en meget udvortes Natur.
Man har ment, at der i enkelte mere tilbagetrukne Dele af vort Land under den norske Stats almindelige Forfald vedligeholdt sig en højere Dannelse end den, jeg her har søgt at skildre. Saaledes siger J. E. Sars i „Norge under Foreningen med Danmark“ [1537–1814]: „Disse Egne (Valders og Gudbrandsdalen ere anførte som Exempler) „havde tidlig ligesom aflukket sig – –. Her sad da de gamle ætstore Slægter uforstyrrede paa deres Gaarde og bevarede, lig Arvesølvet, deres Storsindethed og en gammel Kultur, der endnu stundom træder os imøde hos Fjeldbonden“[1]. Jeg maa lade denne Mening staa for hvad den er, da jeg ikke besidder den frie Adgang til de historiske Kilder, der vilde være nødvendig for at imødegaa eller bestyrke den. Det er imidlertid vel et Spørgsmaal, om den Kultur, man saaledes vil have fundet, forsaavidt den ikke er af en senere Oprindelse har strakt sig videre end til enkelte golde Erindringer af Fædrenes Historie, forvandskede Brudstykker af Saga og Kvad samt visse i Grunden temmelig lidet betydende udvortes Skikke og Vedtægter. Civilisation trives dog ellers ikke lettelig inden en snever Afsondrings Ensomhed og hemmende Skranker. Uden den Vækkelse, Rivning og Afslibning, en fortsat gjensidig Paavirkning i mere eller mindre Grad altid vil udøve, frister den stedse et kummerfuldt Liv, gaar i Almindelighed
- ↑ Nord. Universit. Tidsskr. 4 Aarg. 3dje H. S. 59.
