hovedsagelig sees at være begrundet ved Bøndernes Ulyst til i den saakaldte Hannibalsfejde at rykke ind over de svenske Grændser. Maaske ere og Ytringer som den anførte mindre at betragte som et Udtryk for hans Overbevisning end som Udbrud af ærgerlig Sindsstemning, hvori Vanskelighederne ved Landets Bestyrelse in Krigstiden oftere maa have sat Statholderen, og som blandt Andet bringer ham til at udbryde: „Wor Herre straff mig, vilde jeg iche hellere thjene hans Mayestæt for en particulaar opwarter udi Danmark en være Stadtholder udi Norrigs med den Besværing“ o. s. v. Er hin Statholderens først anførte Ytring ligesaa oprigtig ment, som vi efter vort øvrige Kjendskab til Mandens Karakter ere berettigede til at antage denne sidste at have været, sætte vi dem – uden iøvrigt at drage Statholderens Dømmekraft i Tvivl – rettest begge ud af Betragtning. – Hvor sterkt endelig de norske Bønder holdt paa sine nedarvede Rettigheder, og hvor lidet de lode sig finde med en Behandling som den, der blev de danske Vornede og Fæstebønder til Del, – derom minder snart sagt ethvert Blad ogsaa af denne Tids Historie. Og denne Folkets Selvfølelse, denne Troskab mod sig selv, om jeg saa tør kalde det, er det og, som fra et almindeligt Synspunkt betragtet kaster ligesom et oplivende Skjær over dette ellers saa mørke og sørgelige Tidsrum; thi den synes at indeholde ligesom et Tilsagn om, at Nordmændene ikke vare bestemte til at forsvinde af Nationernes Række eller gaa op i et andet Folk, men at en bedre Dag igen vilde oprinde over dem.
Som uafhængige af enhver højere almindelig Lov og næsten kun sedvanmæssige kunne vi imidlertid ikke tillægge disse Dyder, paa hvilke jeg har anført et Par Exempler, noget almindeligt sedeligt Verd. De bevise mer Sedvanens end Christendommens Magt og staa ikke meget højere end hine „virtutes“, hvorfor allerede Tacitus i sin bekjendte Monografi
