ser, fra Tydskerne, men smittede naturligvis ogsaa den norske Befolkning. Sammen med Bergen kan man i denne Forbindelse maaske nævne Marstrand, hvor de aarlige Fiskerier bevirkede en større Sammenstimlen af Mennesker, hvilket i de Dage næsten var ensbetydende med grove Udsvevelser[1].
Ved Siden af disse de paapegede, et neppe halvciviliseret Livs skjæmmende Udvæxter, finde vi dog ogsaa de samme Dyder, hvorfor Nordmanden fra Arilds Tid var bekjendt: Uindskrænket Gjestfrihed, opoffrende Trofasthed, uforfærdet Mod og en sterk Følelse – en uforsagt Haandhæven, af hvad man ansaa for sin lovlige Ret. „En gudfrygtig og tugtig Person, skriver Absalon Pederssøn, kan vel drage fra Baahus til Vardøhus og skal ikke fortære en Daler, ja de ere glade, at dennem sker den Ære, at man vil æde og drikke med dennem, og end giver dem Gaver og Skjenk til, at de ville æde og drikke med dem“[2]. Nordmændenes Tapperhed og og Troskab mod det danske Kongehus stod noksom sin Prøve i de idelige Grændsekrige og nyder enstemmig Berømmelse. Kun Hannibal Sehested har jeg seet udtale sig derhen, at „Nordbaggen er ond at lide paa, naar det gaar udi Kniben“[3]. Han staar imidlertid ene om denne Mening, der
- ↑ Sars, Nord. Universit. Tidsskr. 9de Aarg. 3dje H. S. 19, regner Marstrand fra Begyndelsen af dette Tidsrum blandt „uanseelige Flekker“; men af de i norske Registranter hyppige saakaldte Modböger synes det dog at fremgaa, at Fiskerierne en Tidlang have veiret baade aarvisse og betydelige og Handelsrörelsen som en Fölge heraf ikke ringe. Jfr. Saml. t. norske Folks Sprog og Hist. V, 615 og Norsk Saml. II, 317, hvor det oplyses, at ved det Prindsesse-Styr, Christian IV 1596 udskrev i Anledning af sin Sösters Augustas Giftermaal med Hertug Joh. Adolf af Holsten-Gottorp, Marstrand taxeredes lige med Throndhjem og kun stod tilbage for Bergen og Oslo.
- ↑ Norges Beskrivelse i Norsk Mag. I, 96; jfr. II, 15.
- ↑ Hannib. Sehesteds Kopibog i Saml t. norske Folks Sprog og Hist. II, 577. 583; III, 70.
