paa 18 Mand samlet sig, som de tilstode, „i den Agt og Mening at ihjelslaa alle Fogder og Lensmænd“ og siden rejse menig Mand og gaa al Verden over for at udrydde Fogderne“[1]. De kom vel ikke videre end til at myrde Fogden i Nedenæs, før de bleve grebne; men deres „Agt og Mening“ viser noksom, hvilken rasende Forbitrelse mod hine kongelige Embedsmænd der mangengang maa have gjæret i Folkets Bryst. Presterne gik det nok ofte ikke meget bedre. Idetmindste beskriver Peder Claussen Nordmændene som store Prestehadere, „der ikke undte deres Gejstlighed Føden, sommesteds bød Øvrigheden mange Penge, at de maatte være foruden Prester, sommesteds fordreve eller ihjelsloge dem“. „Jeg har selv“, siger han, hvor han beskriver Indbyggerne i Thelemarken. „kjendt En, hvis Fader havde ihjelslaget 3 Prester, og naar denne var drukken, bad han Gud, at han ikke maatte dø, førend han og finge slaget saa mange ihjel“[2]. Bekjendt er jo ogsaa de Danskes Frygt for at drage op til Norge, da de troede, man her ihjelslog sine Prester.
Ved de selskabelige Forlystelser, der, om end ikke saa helt igjennem anstødelige og al sedelig Sands oprørende som mange af Tydskernes „Spiele“ i Bergen[3], dog noksom bevise Almuens primitive Standpunkt, spillede de sandselige Nydelser Hovedrollen. Et højere, aandeligt Element i Bøndernes Selskabelighed udgjorde maaske paa enkelte Steder den bekjendte Eventyr- og Sagnfortællen, Visesyngen og
- ↑ C. F. Allen: De tre nord. Rigers Hist. I, 252 f. (eft. Danske Geh. Ark.).
- ↑ Norges Beskr. s. 46 f.; jvfr. Norsk theol. Tidsskr. II, 256, og Nord. Universit. Tidsskr. 6te Aarg. 3dje H. S. 56, hvor Sars meddeler et Brev fra en Prest i Robygdelaget (1576), hvori han beder Erik Munk om Hjælp mod sin Almue og klager: „En Prest haver de slaget ihjel, den anden hogges og sloges de med, den tredie hogg de to Fingre af, den Fjerde joge de i Badstuen, naar de drak“.
- ↑ Norsk Mag. I, 542 f. Norsk Saml. I, 14 f. 67 f.
