i lang Tid ligesom andre Egtefolk, dog de ikke ere viede sammen“ o. s. v., eller „den Uskikkelighed, at en Part understaa dem at skille Egteskab, besynderlig naar nogen Egteperson, Mand eller Kvinde, bliver blind eller belastet med anden Sygdom“, – da vise disse Bøndernes Skikke tydelig tilbage til den ældgamle Maade, hvorpaa Nordmændene indgik og opsagde Egteskabet, hvilket de, trods den katholske Kirkes fortsatte Bestræbelser i modsat Retning, altid vare meget tilbøjelige til at betragte som en ren borgerlig Forbindelse.
Ligesom hos de fleste uciviliserede Nationer finde vi derhos en rasende Voldsomhed, en stor Foragt for Menneskeliv og overhovedet alle en utøjlet Lidenskabeligheds visse Kjendemærker. Efter 2 i Rigsarkivet forefundne Regnskaber over Kronens Indtægter og Udgifter af Akershus Len i Aarene 1557–1558 og 1560–1561, hvori ogsaa Oppebørsel af Sagefald er indtagen, gjør Meddeleren, Prof. Aschehoug, en interessant Sammenligning mellem Forbrydelsernes Mængde i hin og den nærværende Tid. Man ser heraf, at Antallet af dengang domfældte Forbrydere omtrent forholder sig til Nutidens (1846) som 2:1, medens de farligere Forbrydelser, grove Legemsfornærmelser og deslige endog vise et Forhold af 9:1[1]. Det var ikke blot i deres indbyrdes Omgang, at Almuens Voldsomhed og Tilbøjelighed til at tage sig selv Ret kom tilsyne. Hverken verdslig eller gejstlig Øvrighed var længer sikker paa Liv eller Lemmer, naar Bøndernes Lidenskaber kom i Oprør. De indsatte Fogder, der rigtignok ved deres tøjlesløse Opførsel og skammelige Uretfærdighed stærkt opfordrede til Selvdom, lede oftere en voldsom Medfart af den forbitrede Almue. Betegnende er den Begivenhed, der i 1541 meddeles fra Robygdelaget. Her havde en Hob
- ↑ Norske Saml. I, 216 ff.
