maa have behersket Hjerterne. Vi finde da ogsaa, at, efterat Fredrik II og Christian IV ved Kongebreve af 21de Septbr. 1584 og 30te Juli 1593 havde indskjærpet et strengere Opsyn med Overtroen og saaledes gjort den til Gjenstand for større Opmærksomhed fra gejstlig og verdslig Øvrigheds Side, ere Trolddomssager og Hexebaal en Tid lang heller ikke i Norge nogen Sjeldenhed[1].
Almuens sedelige Liv er kun en tro Afspejling af det religiøse. En ejendommelig Blanding af Rent og Urent, af Lys og Skygge – den sidste dog langt overvejende.
De gamle Klager over Nordmandens Drukkenskab og Ukydskhed gjenlyde i dette Tidsrum saa højrøstede som nogensinde. Den første Last vil jeg i et senere Afsnit af dette Arbejde smie Lejlighed til nærmere at omtale. Hvad de sidstnævnte Ankemaal angaar, taler maaske til Bøndernes Undskyldning, at den middelalderlige Anskuelse af Egteskabet som et blot borgerligt Kontraktsforhold, der til fuld Retsgyldighed kun krævede begge Parters offentlige Samtykke[2], rimeligvis endnu nogen Tid efter Reformationen gjorde sig gjældende med en vis Styrke, saa at Forbindelser, der af Samtiden uden videre benævntes og ansaaes for Frillelevnet og Hor, vel ikke altid savnede en vis Lovlighed i den almindelige Mening. Naar der saaledes ved Kongebreve af 20de August 1550, 18de Juli 1573 og 2den August 1574[3] forbydes Bønderne „den store og uskikkelige Sedvane, som mangesteds findes, at Mand og Kvinde komme tilhobe og blive sammen
- ↑ Norsk Regist. II, 571 ff., III. 302 f. Norsk Saml. I, 222–257. Hofnagels Optegnelser i Norsk Mag. II, 169 ff.
- ↑ Keyser: Kirkehist. I, 193. 456. II, 326. 434. Kirkelig Vielse paabydes först ved Midten af det 13de Aarhundrede i Erkebisp Jons Christenret, der imidlertid först sent og kun gjennem kirkelig Praxis tildels vandt Lovskraft. Munch: Det norske Folks Hist. II, 972.
- ↑ Norsk Regist. I, 124; II, 59. 133.
