Als opbrændte i et Aar 52 Hexe[1], og hvor den store „Uskikkelighed i Trolddomssager“ fremkaldte et rigtignok ikke opfyldt Løfte af Fredrik II om Forandring i denne Gren af Lovgivningen[2]. Men langt fra at bevise hos Almuen en mindre udbredt og grov Overtro eller en højere Oplysning, hvilken den ganske vist ikke besad, eller hos Gejstligheden en dybere Klogskab, en rigtig Erkjendelse af enhver inkvisitorisk Forfølgelses saavel Frugtesløshed som Utilbørlighed, saalænge Intet var gjort for at opklare Folkets religiøse Begreber – en Højhed i Anskuelse, der kun harmonerer lidet med det Billede, jeg tidligere har søgt at give af Standen, – bekræfter Trolddomssagers sjeldnere Forekomst i Norge kun ydermere den norske Kirkestyrelses almindelige Slaphed og Kraftløshed. Der er nemlig al Grund til at antage, at Overtroen aldrig var dybere og mer udbredt end netop i den almindelige Opløsnings- og Gjæringstid efter Reformationen, for den nye Lære endnu havde havt Anledning til at virke. Da de ældre religiøse Forestillinger og Skikke banlystes fra Kirken og saaledes berøvedes enhver Begrundelse og Forklaring, maatte de nødvendigen indgaa en om muligt end nøjere Forening med Overtroen end tidligere. I denne fandt derfor den ogsaa den norske Reformation ledsagende Reaktion, hvorved den gamle Tro søgte at haandhæve sig, et vel mere skjult, men dog fuldere og sandere Udtryk, end i Almuens aabenlyse Modstand mod den nye Lære og dennes Tjenere; og den sejge Udholdenhed, hvormed den gjennem Aarhundreder har trodset alle Fornuftgrunde, enhver Paavirkning, kan idetmindste give os et Begreb om, med hvilken Magt den i hine, den norsk-lutherske Kirkes første Aar,
