en tilkjøbt Messe for Døde, Syge eller huslige Plager og Troldkarlens eller Signekjærringens ligeledes betalte Læsning over et sygt Menneske eller Dyr, mellem Troldmandens skjeldende Besvergelser og Kirkens heller ikke altid i de sømmeligste Udtryk holdte Udkastelsesforretning af onde Aander, mellem Kraften af Kirkens hellige Relikvier og den af de mange mystiske Gjenstande, der anvendtes i Overtroens Tjeneste Religionen, der i Livet fremtraadte som en udvortes død Ceremonitjeneste, var efter sit indre og egentlige Væsen nedsunken til et blot Spil af dunkle Anelser og taagede Forestillingen hvoraf Følelsen vel kunde sættes i Bevægelse, men hvori Forstanden ikke kunde finde noget fast Holdepunkt, Viljen ikke hente nogen sand Styrket „Der var“ – for at gjentage Bellarmins Ord – „næsten ingen Religion tilbage“.
Det er indlysende, at Reformatorerne maatte optræde med al mulig Kraft og Bestemthed mod dette, dels hedenske dele katholske, Uvæsen, der under mangehaande, skjønt væsentlig lidet forskjellige Skikkelser, drev sit grove Spil inden ikke alene alle Grene af den germaniske Stamme, men inden den hele christne Verden. Det gjaldt for Kirken om intet mindre end at være eller ikke være, om at bevare Folkene Christendommens Velsignelse, eller lade dem fare som et Bytte for mørk, uforstandig Overtro. Det er derfor i det mindste undskyldeligt, om den første protestantisk-kirkelige Lovgivning med en efter vore Begreber grusom Strenghed straffede alt Hexe- og Trolddomsvæsen og forfulgte det med en hensynsløs Haardhed, hvorunder ofte ogsaa den Uskyldige kom til at lide. I Norge finde vi vel i den første Tid efter Reformationen færre Spor af Overtro, end i de fleste andre Lande, der modtoge den rensede Lære. Trolddomssager og Opbrændelser af Hexe ere i al Fald her faa og forsvindende i Sammenligning med f. Ex. Danmark, hvor man alene paa
