eller Respekt maa de ogsaa indgyde. Den christelig Oplyste vil da i det ham uforklarlige Naturfænomen ofte se en umiddelbar Indgriben af Guds eller hans Modstander Satans frelsende eller ødelæggende Haand. Den Raa og Uvidende derimod, hvis Begreber om Gud ere dunkle og forvirrede, og som derhos beherskes af den alle intellektuelt Umyndige naturlige Rædsel for det Abstrakte, vil i Almindelighed være tilbøjelig til, som vi hyppig se det at være skeet under det gamle Hedenskab, at personificere selve Naturkræfterne, eller dog tænke sig Fænomenet som en Ytring af og Vidnesbyrd om et selvstændigt overnaturligt Væsen, hvis Gunst eller Vrede han da pas forskjellig Maade mener at kunne afvende eller tilvende sig. Vi maa altsaa skjelne mellem en Peder Palladius’s, Absalon Pederssøns og andre oplyste Christnes almindelige naive Overbevisning om Syners og Varslers Sandhed og Værd samt lettroende Tillid til selv de besynderligste Fortællinger og Rygter, hvilket alt meget vel kan forenes med en iøvrigt sund og klart erkjendt Christendom, – og den raae Hobs Manen, Signen og Besværgelser, der, skjønt hyppig uforstaaelige som de romerske Troldkvinders: hauat, hauat, hauat, ista, pista, sista &c. og anvendte uden klar Bevidsthed om Handlingens Strafværdighed, hvilken vel nærmest tænktes at skulle øve en magisk-Indflydelse, dog ligesaa ofte bære et mer eller mindre tydeligt antichristeligt Præg. Holdt idetmindste inden visse Grændser af den katholske Kirke i dennes Velmagtsdage, tiltog Overtroen i samme Grad, som denne Kirkes Livskraft aftog, og skjød yppig i Vejret henimod Reformationen, da den religiøse Undervisning alt mer og mer ophørte, Gudstjenesten nedværdigedes til en tom Leg med for Folket uforstaaelige Ceremonier, og al Vegt i Menneskets Saligheds Sag lagdes paa Individets mystiske Forbindelse med Christus gjennem Kirken. Den uvidende Almue kunde nu ikke længer se nogen særdeles Forskjel mellem
