kirkelige Holdning ret betegnende er Christian IVs Kongebrev af 22de April 1645: at man forat forebygge den „meget skadelige Kirkesøvn“, skulde overalt have en Kirketjener, der, under Prædikenen gik omkring med en lang Stok og vakte de Sovende ved et „lidet Stød i Hovedet“[1]. Ikke mindre karakteristisk baade for Menighedens Fordringer til sin Prest og for, hvad denne turde tillade sig, er følgende Prestevalghistorie fra Bergens Stift. „Trende Candidati“, beretter Pontoppidan, „havde prædiket paa Prøve, og der syntes de lige gode. Men da de skulde til at messe og sjunge paa Prøve, da sang de tvende første hver sin Psalme nogenledes; men den sidste, som kjendte bedre Bondens Smag, begyndte med bedre Succes den Kjæmpevise, som brugtes i Kroerhuset: Svend Fjelding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd &c. Strax havde denne Overvegten, og hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Prest“[2]. Man er vel berettiget til at tro, at de samme Vælgere, der gave sine Stemmer til hin Virtuos fra Kroerhuset nok kunde tiltrænge en Vækkelse af den i Kongebrevet omtalte lange Stok, naar de skulde overvære en ordentlig Prædiken.
Hvor urene de religiøse Forestillinger vare, ser man i overhovedet bedst af den gjængse Overtro, hvilken vistnok ikke i sin Almindelighed, men vel i den Form, hvori den fremtraadte hos de lavere Klasser, vidner om en saare ringe christelig Oplysning. Sin dybere Grund har al Overtro nemlig i en uklar eller vildfarende Erkjendelse af selve Guds Væsen, eller af de Love, hvorefter han bestemmer Naturlivets Gang – de Kræfter, hvoraf dette beherskes. Jo mindre man er istand til at overskue disse i deres indre Sammenhæng og ændre eller ophæve dem i deres Virkninger, desto større Frygt
