halvt Snes Aar efter dette Tidsrums Udgang, at jeg har fundet det første Vidnesbyrd om en „flittig og udi deres Børnelærdom vel funderet Ungdom“. Den bedre Ordning af Almueskolevæsenet, Christian IV i de sidste Aar af sit Liv maa have paatænkt[1], blev desværre endnu længe et pium desiderium.
Den eneste Grundvold, hvorpaa sand Christendom i Almindelighed maa bygges: en christelig Børneopdragelse og Ungdomsundervisning, fattedes altsaa næsten ganske. Derfor kunde da heller ikke den almindelige Gudstjeneste blive af nogen særdeles Betydning for Almuens religiøse Uddannelse. Efter i Begyndelsen at have heftigt modsat sig den som et blot Paafund af de fremmede Magthavere, i dyb Misfornøielse med de gamle Kirkeskikkes Forandring og af Fiendskab til de nye Prester, hvem man, som vi have seet, kun havde altfor megen Grund til at ringeagte, – helligede man uden vel efterhaanden den samme tankeløse Opmærksomhed og overtroiske Tilbedelse som fordum en katholsk Messe; men dermed blev det ogsaa. Man tænke sig et Kirkehus i den allerdaarligste Forfatning, og desuden opfyldt med de af Bønderne skattede forskjellige Vareartikler, for hvilke de ofte af Fogderne anvendtes som Opbevaringssteder; en Kirkesang, om hvilken et blot nogenlunde musikalsk Øre rimeligvis maatte have fældet samme Dom, som i sin Tid Italienerne om Tydskernes: at den lignede vilde Dyrs Hylen; en Prædiken, der aandløst og ganske mekanisk læstes op af en Postil, eller bevægede sig hid og did uden Orden eller Antydning til Sammenhæng; en halvt beruset, i Begyndelsen af Tjenesten urolig og støjende, senere søvnig eller sovende Almue; – og vi have en temmelig tro Forestilling om en Gudstjeneste saaledes, som den ofte maa have foregaaet paa Landet. Tidens
- ↑ Pont. Ann. III, 843.
