Stiftsstæderne var neppe meget gunstigere. I Throndhjem greb man forat fremme Børnelærdommen, som vi have seet, til det usedvanlige Middel at lade Katekismen i Adventen prædike 14 Dage itræk; og i Bergen tager Absalon Pederssøn af en Sten, der faldt ned af Fjeldet, medens han prædikede i Domkirken, Anledning til„ at straffe „fast“, som han siger, „den Forsømmelse, Forældrene her i Byen have med deres Børns Optugtelse“, og udtaler den Frygt, at Gud vilde straffe Bergen „diluvio non undarum, sed montium impendentium oppido“[1]. Vi ere vel her ogsaa berettigede til at drage en Slutning fra Danmark, hvor Lærerkræfterne dog vare større og Opsynet strengere. I dette Rige indgave alle Bisper og Universitetets Professorer 1608 en Forestilling til Kongen, hvori de beklage Mængdens „perversa oscitantia“ og „supina negligentia“ med Hensyn til Børnelærdommen, og at der var „Voxne paa 40 til 50 Aar, som ikke kunde noget af Katekismen og ikke vilde lære den“[2]. Tage vi i Betragtning det – selv som enestaaende Exempel – sørgelige Vidnesbyrd om Undervisningens og Presteplejens paatagelige Utilstrækkelighed, vi besidde i 2 hele Sognes efter Beretningen fuldstændige Hedenskab endnu ved Aaret 1644[3], saa kunne vi vel ikke betvivle, at, om norske Mænd havde kunnet lade deres Stemme høre i nysnævnte Forestilling, den da vilde have antaget en endnu mørkere Farve. – Det er først et
- ↑ Norsk Mag. I, 300.
- ↑ Pont. Ann. III, 578 ff.
- ↑ Serna og Idre Sogners Erobring 1644. Saml. t. norske Folks Sprog og Hist. VI, 470 ff.; jfr. Norsk Regist. I, 231.
18de Juli 1573, 8de Aug. 1597 i Norsk Registr. I, 124 132 f. 150 f.; II, 60; III, 510. Theol. Tidsskr. II, 179. 202. 218 220. J. E. Sars i Nord. Universit. Tidsskr. 6te Aarg. 3dje H. S. 56 f., hvor Forfatteren blandt Andet anfører et Brev fra en Prest i Robygdelaget, som beder Erik Munk at straffe hans Almue efter Christenretten, fordi de i 3 Maaneder havde afholdt sig fra Gudsord og „ikke endnu vilde indfinde sig“.
