været istand til at vurdere dens Betydning langt bedre, end han i Virkeligheden kunde[1].
Saaledes berøvet al Støtte i det skrevne Ord varede det længe, inden den evangeliske Lære vandt den traditionelle Styrke, at den endog blot i sine Hovedpunkter og i ren udvortes Forstand turde siges at være Folkets Ejendom. Ogsaa den norske Kirkestyrelses Opmærksomhed vendtes naturligvis for en Del mod alle Reformatorers Haab, den opvoxende Slægt; men, hvorledes man skulde komme denne til Hjælp, var et Spørgsmaal, Tiden endnu ikke havde løst. Man søgte vel at kalde tillive igjen den indbyrdes mundtlige Overlevering af Lærestoffet, der under den ældre Historie havde baaret saa herlige Frugter, og formaner Forældre og Husfædre til selv at tage sig af Børns og Tyendes Undervisning[2]; men Almuen var, selv om Evnen havde været tilstede, naturligvis lidet tilbøjelig til saaledes at befordre en Lærdom, som den af Hjertet afskyede, eller dog ringeagtede. Der klages da ogsaa over, „at Forældre og de Gamle ilde optugte Ungdommen, men giver dem snarere Forargelse udi alt det, som er imod Guds hellige Bud og Befaling“, samt at „Børnene og Tiunde vil ikke lade sig optugte og regjere af Nogen, men plat være uden Straf og Paamindelse“. Bønderne, der ofte negtede at indfinde sig ved den søndagslige Gudstjeneste, og endog vægrede sig for at møde frem ved Bispens Visitatser, hvortil man dog maatte tro, at idetmindste den Almuesmanden naturlige Nysgjerrighed vilde tilskynde dem, viste sig selvfølgelig ikke villigere til at lade sine Børn møde ved Degnens eller Prestens ugentlige Katekisationer[3]. Tilstanden inden selve
- ↑ C. J. Brandt i kirkehist. Saml. II, 394 ff. Af Norsk Registr. III, 179 ser man, at der ogsaa af den saakaldte Fredrik IIs Bibel eller Udgave af 1589 kom nogle Exemplarer til Norge.
- ↑ Kirkehist. Saml. II, 579; Ny Do. II, 455. Theol. Tidsskr. II, 273: Pont. Ann. IIi, 787.
- ↑ Kongebreve af 20de Aug. 1550, 4de Juli 1551, 19de Juli 1552,
