mine Øjne overordentlige Vigtighed sikkrede det en udførligere Behandling. Thi det synes jo allerede paa Forhaand indlysende, at Reformationen med en saadan Lærerstand kun kunde gjøre ringe Fremskridt, og at den gamle Tro med alle dens Vildfarelser maatte bevare et saa godt som usvækket Herredømme over Folket; vi forstaa, hvorledes gjennem et længere Tidsrum „Maange udi Norgis rige wel turde lade deres spottemuler op“ som Palladius skriver, „og legge Christi rene lærdom oc Evangelio til hves wanlycke oc modgaang dem wederfaris“; og man fristes lidet til at betvivle Rigtigheden af Peder Claussøns Udsagn, naar han endnu ved Udgangen af det 16de Aarhundrede fortæller „om den menige Mands indvortis Had til alle Præstemænd“, om „den gamle Surdeig, der endnu sad i Folket“, eller om de „Mange der endnu bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen“. Den gamle pastorale Sats: Saadan som Presten er, saadan er ogsaa Menigheden, der altid vil indeholde en vis Sandhed, maatte nemlig gjælde i sin hele Udstrækning, hvor Almuen, som vi nu gaa over til at vise, befandt sig i en fuldkommen aandelig Umyndighedstilstand, ingen egne Dannelsesmidler besad eller forstod at bruge, og derhos var henvist til Presten som eneste Opdrager og Lærer.
Den gamle nationale Videnskabelighed, der engang udgjorde Landets bedste Prydelse, var forlængst forsvunden, og der fandtes end ikke Spor af den livlige Opmærksomhed, hvormed man fordum fulgte Fædrenelandets Historie, Lovgivning og Skaldekunst. Ganske i Modsætning til Islænderne, der endnu syslede flittigen med Fædrenes aandelige Frembringelser, og blandt hvilke heller ikke Bønderne bleve fremmede for literær Beskjæftigelse[1], havde deres Brødre, Nordmændene, for-
- ↑ „Paa det Land“ (Island), skriver Absalon Pederssøn, „er et maadeligt og frimodigt Folk, bekvemt til allehaande Kunster at lære. Blandt hvilket Folk er en almindelig Sedvane, at de lære deres Börn
