Skjønt væsentlig begrundet i Forholdenes Natur, der ikke
tillod nogen streng Kritik ved Presternes Ansættelse, hvis
ikke de fleste Sognekald skulde blive staaende ledige, maa
Gejstlighedens saa almindelige Nedværdigelse dog ogsaa for
en stor Del tilskrives en utilbørlig Slaphed i det gejstlige
Opsyn. Enkelte Bisper, f.Ex. den titnævnte Jørgen Erikssøn
af Stavanger, der i sin Embedstid afsatte mindst 8 uværdige
Prester, stræbte vel med rosværdig Iver og Udholdenhed at
fremme Tugt og Orden blandt sine underordnede Gejstlige.
Andre derimod synes temmelig uforbeholdent at have hyldet
det franske „laisser aller“, idet de lode Alt gaa sin skjæve
Gang, toge sig det let med sin ansvarsfulde Stillings vistnok
besværlige Pligter, eller dog manglede Kraft til ordentlig at
opfylde dem. En af dem fra den senere Tid, om hvem man
fortæller, at han døde af Sovesyge, frembyder et maaske ikke
uligt Billede af flere af sine Standsbrødres bispelige Virksomhed.
Den kirkelige Orden forrykkedes desuden, navnlig vistnok
i et senere Tidsrum, ved hyppige kongelige Exspectance-Breve,
hvori vedkommende Ansøgeres Duelighed eller Værdighed kun
lidet toges i Betragtning, og i enkelte Tilfælde idetmindste
ogsaa derved, at Bispen ved de gejstlige Embeders Besættelse
lod sig lede af uværdige personlige Hensyn. „Gubernatio
etiam justa“, udbryder den ivrige Absalon Pederssøn i Harme
over et saadant under Jens Schelderups Embedsførelse forefaldende
Tilfælde, „sæpenumero privata quadam cupiditate
degenerat in privatam tyrannidem fucoso quodam prætextu“;
og han tilføjer med Bitterhed „et omnipotens (Bispen) idcirco
potest etiam bestiis, si placet, manus imponere“[1].
Det vil maaske forekomme Læseren, at jeg i Skildringen af den gejstlige Stand er bleven vidtløftigere, end den Opgave, hvis Løsning jeg søger, strengt taget kræver; men Emnets i
- ↑ Norsk Mag. I, 223.
