Børneundervisningen hver Uge afsluttedes, endte som oftest med Fylderi og dermed forbundne Udskejelser, „hvilket da“, som Pontoppidan udtrykker sig, „skulde være Beseglingen af den nys hørte Christendomsundervisning“. I Norge ere imidlertid hyppigere end Anker over Degnen selv Klager over, at man ingen saadan havde. Af Christian IVs norske Kirkeordinants se vi, at Degne endnu i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede mangesteds fattedes, og skjønt Christian Vs Norske Lov 2, 15. 717 atter befaler, at hvert Prestekald skal have sin Degn med fri Bolig, var det, efter Ussing, først efterat den bekjendte Skolelov af 23de Januar 1739 var udkommen, at hint Lovbud overalt efterlevedes[1]. I de Stiftsstæderne nærmest liggende Egne udførtes Kirkesangen og tildels maaske Ungdomsundervisningen til enkelte Tider af Disciplene ved de lærde Skoler, de saakaldte Løbedegne, naar de droge om blandt Almuen forat bede om Understøttelse til deres Skolegang. Den Fordel, som Almueskolen maaske i enkelte Tilfælde kunde drage af denne „Løben“ paa Bygden, var imidlertid forsvindende og opvejede paa langt nær ikke den Skade, som derved tilføjedes det lærde Skolevæsen, for hvilket megen kostbar Tid paa denne Maade gik tilspilde. Saaledes oplyser Rektor i Oslo, Mag. J. Wolf, i Henvendelsen af sine 2 virgilianske Tragedier til Christian IV (1591), „at moxen hele Skolen opgives hvert Fjerdingaar, idet Disciplene efter lang vedtagen Skik i Norge maa løbe om fra Sogn til Sogn for at betle Almisse til deres nødtørftige Underhold“[2].
