ere villige til at skjelne mellem vitia hominum og vitia temporum og skrive mangt et Brud paa Sømmelighed, Ærbarhed og god Orden paa Tidens Regning, – saa bliver der dog nok af Kjendsgjerninger tilbage, der vise, at Fordærvelsen inden Standen har været baade dyb og almindelig. Der er ingen Ende paa sørgelige Klager over Presternes Drukkenskab, Løsagtighed, Forsømmelighed, Gjerrighed og brutale Voldsomheder; ja der gaves fast ingen Overtrædelse af Herrens Lov, hvori de ikke maa have gjort sig skyldige. Vi spore ingen mærkelig Forskjel mellem de forskjellige Landsdele. Oslos, Throndhjems, Bergens og Stavangers Stifter nævnes ifleng som de Egne, hvor Gejstligheden skulde være skrøbeligst; og den i sine Udtalelser meget summariske, men iøvrigt, som det lader til, vel underrettede Forfatter af „den norske So“, bryder i de stærkeste Udtryk Staven over den hele Stand[1]. Det første Ophold ved Universitetet gavnede idetmindste ikke Sederne, ligesom det overhovedet synes endog at være gaaet langsommere med disses end med Lærdommens Forbedring[2].
Degnene traadte, forsaavidt de fandtes, rimeligvis i deres Sogneherrers Fodspor. I Danmark klages der over, at de „ikke kunde læse eller skrive Dansk og langt mindre forstode Latin“, i hvilket Sprog de – etter en Bestemmelse paa Synoden i Antvortskov – skulde være nogenlunde bevandrede. De Selskaber, som Bønderne gjerne gjorde for dem, naar
- ↑ Norsk Mag. II, 75. 36. Norsk Saml. I, 535 I., Pontopp. Ann. III, 198 og Daae, Thjems Stifts geistl. Historie S. 53 – begge efter Danske Mag. I, 87; Kongebreve af 26de Juli 1557. 25de Juni 1572. 24de Decbr. 1586. 30te Juli 1593. 12te Mai 1595. 7de Oktbr. 1597 i Norsk Registr. I, 230; II, 40. 688 f.; III, 303. 380. 518. J. E.Sars, der i Lighed med Sandvig modsat N. Nicolaysen: Norsk Mag. II, 6) ikke er tilböjelig til at tillægge Forfatteren af „norske So“ stor Troværdighed, underskriver dog hans Dom om Gejstligheden. Nord. Universitets Tidsskr. VI Aarg. 3 H. S. 50.
- ↑ Se f. Ex. de sidstanförte Kongebreve af 1595 og 1597.
