kunne billige et saadant Postilrytteri, som det har været kaldet, saa lidet kunne vi dog benegte dets Gavnlighed under Datidens pinagtige Forholde. Thi, hvor Prædikanten optraadte som egne Tankers Tolk, tjente han nok meget ofte hverken Menighedens Opbyggelse eller sin Stands Eftermæle. Især fandt „usus elenchticus“ en vid Anvendelse, idet den gamle Tro og dens Tilhængere hudflettedes paa den uforsvarligste, mest hensynsløse Maade. Ligefra Palladius’s Formaning: in concionibus omittendæ sunt maledictiones inconvenientes, som man kalder Skjelden, Banden og overvættes Maledidelse, t. Ex. „I skulle faa Fanden, Djevelen tage Eder, forbandede være I &c.“, møde os hyppige Klager over og Forbud med deslige grove og usømmelige Udfald, der ved Siden af en almindelig Smagløshed og ligefrem Raahed ti Udtrykkene vansire denne Tids Prædikener og nødvendig maatte opirre den hidsige og allerede iforvejen fiendtligsindede Almue[1]. Opholdet ved Højskolen har rimeligvis ogsaa øvet sin Indflydelse paa Prædikemaaden, der efter Pontoppidan i de senere Aar af Christian IVs Regjering noget forbedredes, især derved, at Talerne bleve mere ordnede og praktiske[2].
Saare brøstholdig var altsaa den første norsk-lutherske Gejstligheds theologiske Kundskaber og videnskabelige Dannelse, men end brøstholdigere deres Liv og Seder. Thi hvorvel Tidsalderen i Almindelighed var sørgelig raa, og selv de højere Stænder hyppig tillode sig de groveste Udskejelser; hvorvel vi derfor ogsaa for den gejstlige Stands Vedkommende
- ↑ Ny kirkehist. Saml. II, 452. 454. Pontopp. Ann. III, 372. 383. 399; Norsk Theol. Tidsskr. II, 258.
- ↑ Pontopp. Pastorale, Kjöbenh. 1705 S. 185 ff; J. Möller: Udsigt over den gejstlige Veltalenhed i Danmark siden Reformationen, Nyt theol. Bibliothek XX, 252 f.
Peder Tideman 1564. Da i Aaret 1636 Jesper Brochmans Postil udkom, blev den snart den almindelige baade blandt læg og Lærd.
