Synes den gejstlige Betjening under vort ordnede Kirke-
og Skolevæsen endnu for ringe, hvor forsvindende maa da
ikke Prestens Virksomhed forekomme os i hin ældre Tid,
hvor Folkemængden (man har anslaaet den til henved
450,000 Indbyggere)[1], vel var mindre, men Omfanget
af Prestegjældene, der kunde have lige til 10 Annexer, og
Hindringerne i den indbyrdes Samfærdsel saa meget større,
og hvor Presten desuden, som allerede vist, ofte maatte arbejde
alene. Det Misforhold, som saaledes bestod mellem
Antallet af Lærere og Lærlinge, udjevnedes heller ikke, som
man kunde formode, i noget Mon ved hines tilsvarende større
Kundskaber og Nidkjærhed. Thi den norske Gejstlighed –
som et Helt betragtet – manglede i paafaldende Grad den
baade intellektuelle og sedelige Dygtighed, der altid har været
Standens bedste Anbefaling, og hvoraf dens heldige Virksomhed
stedse betinges.
Af den første Rækkefølge af Gejstlige efter Reformationen ere vi vistnok ikke berettigede til at vente meget, da de for det meste bestode af de tidligere katholske Prester, som man af Mangel paa Lærere havde været nødt til at lade
- ↑ T. H. Aschehoug: Om Norges Folkemængde 1664 og 1666 i Langes Tidsskr. for Vidensk. og Literat. II, 350–407.
Keyser bar rimeligvis Ret, naar han i denne Skik ikke vil se „nogen Forkjærlighed hos Nordmændene for Jödedommen eller nogen egentlig Vranglære, som blandt Almuen havde udbredt sig, men kun en Mistydning af Kirkelæren“. Imidlertid fortjener det dog at lægges Mærke til, at der i Sverige gjennem et længere Tidsrum virkelig spores en judaistisk Bevægelse, der kan forfölges lige op til Gustaf den 1stes Tid, og hvis mest iöjnefaldende Kjendemærke netop er Löverdagshelgen. Da den udbredte sig fra Finland, har man troet at kunne udlede den fra en Sekt russiske Jöder, der fra ubestemt Tid have boet i og omkring Archangel. Bevægelsen ledsagedes desuden af Visioner og Aandeaabenbarelser (Th. Norlin: Swenska Kyrkans Historie I, 1 Afd.). Paa noget Lignende synes ogsaa de Udtryk, hvori Löverdsgshelgen omtales förste Gang, den möder os i Norge, at pege, naar det nemlig heder: „at man dels ved Naturens Skröbelighed, dels ved Djævelens Forvildelse og Tilskyndelse havde dristet sig til at optage denne Fest“.
