stod snart paa Dagslisten som et af de mest trykkende og vanskeligste at besvare. Ikke alene optages det hele Tidsrum af en forargelig Strid mellem Prest og Menighed om de prestelige Rettigheder; men, hvad der var endnu misligere, man maatte for at skaffe Geistligheden det nødvendige Underhold gjøre Kaldene uforholdsmæssig store. Herved blev det imidlertid selv den dygtige og nidkjære Prest saa godt som umuligt blot nogenlunde tilfredsstillende at røgte sit dobbelte Embede som Sjælesørger og Lærer, – og det saa meget mere, som han mangesteds ogsaa blev nødt til at overtage de mindre Børns eller den egentlig forberedende Undervisning. Efter Ordinantsen skulde vel denne paahvile Degnen; men da der fattedes Midler til hans Lønning, gik det sent ogsaa med denne i de Tider saare vigtige Bestillingsmands Ansættelse. Presten maatte derfor ofte selv overtage hans Forretninger – saavel Kirkesangen som Ungdommens Undervisning, idet han havde ugentlig at besøge sine forskjellige Sogne, der samle og overhøre Ungdommen og prædike Katekismen. I Bergens Stift anvendtes Løverdagen til dette Brug af Hensyn til den blandt Bønderne fremdeles herskende Skik at holde Dagen hellig[1].
- ↑ Norsk Mag. II, 239. Mod Löverdagshelgen finde vi allerede Forbud i det 15de Aarhundrede, Keysers Kirkehist. II, 488 f. 491.
skjænket Kirken, ikke igjen kan fratages den, og ophæver derfor Arvingernes Reklamationsret „Om thet godtzs“, heder det (kirkehist. Saml. I, 106), „som giffuit er tiill kiirckenn er thendne woer mening, at thet icke maa kreffuis igenn aff theriss affuinge som thet haffue tiidt giffuit, Enddaag thet icke skeer, huilcket thee haffne beneffndt atholldes schulle for samme godtzs, Men for thii ingen kanndt siighe ney ther fore, at thet er io giffuit tiill Gudtzs tiennistte, och huer mandt bekender thet at thendt rethe sande Gudtzs tiennistte er nu kommen vp, tha er thet io clart, at theris willig som samme godtzs haffue bebreffuit fraa seg tiil Gudtzs tienniste, skede allddriig wessere och sandeligere endt nu, och at arffuingerne allddriig haffde myndre reth tiill atkreffuit igenn endt thee nu haffue“. Desværre formaaede denne Opfatning ikke at hævde sig Plads i „rette Ordinants“, der kun omtaler, at Kirken maa faa tilbage, hvad der med „Uret“ er den frakommen.
