og Troen, og hvori – efter gammel nordisk Sedvane – Ynglingerne for Alvor viede sig Mandens Gjerning. Palladius sætter i sin Visitatsbog Aldersgrændsen endnu lavere og vil under Henvisning til Mark. 10,14, at Børn endog i en Alder af kun 6 til 7 Aar maa have Adgang til Nadveren.
Yderligere Sikkerhed for at Almuen ikke forsømte sin Børnelærdom fik Kirken i den bekjendte Forordning af 20de April 1645: „At ingen Yngling eller Pige maatte troloves eller egtevies, før de vare befundne vel underviste i deres Børnelærdom“[1]. Denne Bestemmelse blev endog længe efter Konfirmationens Indførelse et kraftigt Middel i den dygtige Gejstliges Haand til at tvinge de Forsømmelige til at tilegne sig idetmindste et Lavmaal af Christendomskundskab.
Vi have her sammenfattet de vigtigste Foranstaltninger, der indtil Christian IVs Død eller henimod Midten af det 17de Aarhundrede bleve trufne til Almuens egentlige Undervisning. Inden vi imidlertid søge at bestemme disse Bestræbelsers Resultat, vil det til deres rigtige Opfatning og Bedømmelse være nødvendigt endnu at omtale to meget væsentlige Hindringer for deres heldige Virkninger, nemlig: Lærerstandens Faatallighed samt dens store Uvidenhed og Fordærvelse. Det var med vis Forudseenhed, at Luther allerede i 1536 raadede Christian III til af det inddragne Kirkegods at bevare saa meget, „at Kirkerne derfor kunde forsørges“. Desværre blev dette kloge Raad idetmindste for Norges Vedkommende ikke fulgt i den Udstrækning, som man kunde ønske, og det Spørgsmaal, Luther for dette Tilfælde opkaster: „womit wolt man die Prediger erhalten“?[2],
