han aldrig havde talt mod Nogen, som rettelig betjener Prædikeembedet, men kun imod de falske Lærere, som i Skriften selv kaldes aandelige Tyve og Mordere, stumme Hunde, Øgleunger Sne („hvilke Navne ere allesammen meget vederstyggeligere og værre end som sladrende Papegøjer“), og mener, at Ingen burde vredes og fortørnes over, at man gjør den rette Forskjel mellem saadanne Lærere, „meget mindre derover vemodelig sukke og klage“, hvis han nemlig selv er en retsindig Lærer; men derover burde man snarere klage, at der gives forferende, hykkelske og pharisæiske Lærere, medens de retsindige og oprigtige ere saa faa Angaaende deres Begjæring (af 25de Maj 1648), at Bispen skulde tilholde ham at passe sin Profession forsvarlig efter Fundatsen, da tror han, at det hører til hans Embede at gjøre en klar Forskjel mellem det sande og falske Ministerium, og mener, at Præsterne lidet betænke, „at den rette διακονία (som det udi Originalsproget af Guds Aand selv kaldes) ... henhører til flere end dem, som ere af Menneskene ved sædvanlige Kirkeceremonier viede og ordinerede til sædvanlige Præsteembeder“. Sin Profession har han forsvarlig skjøttet, og til at prædike har han nu i 20 Aar havt Ret og Tilladelse, ligesom ogsaa ordinansen tilholder ham at lære den hellige Skrift ikke alene for Skoledegne, men ogsaa for Borgerne og Kannikerne, og paa bestemte Tider at prædike for dem. „Det er en stor Daarlighed og aandelig Hoffærdighed og Stolthed, at man vil foreskrive Guds Hellig-Aand udi noget Menneske, som af hannem drives og regjeres, hvorledes han skal lære og prædike, tale eller skrive, og hvor lidet eller meget han skal straffe eller skjælde, true eller formane. Iligemaade er det stor Daarlighed og Stolthed, at man vil efter sit kjødelige Hoved og menneskelige Affekt og Sind tvinge og binde den Hellig-Aands Lærdom, Formaning, Skjælden, Truen og Straffen til visse circumstantias, være sig loci, temporis eller
