personarum“. „Item at man vil formane Andre og ikke vil
med Sagtmodighed formanes af Andre“. „Det er alle Stoltes og Hovmodiges Konge Satanas, som gjerne vil reformere og foragte – – og saaledes een Gang med alle dæmpe den Hellig-Aands sande Ministerium og alle retsindige og sande Herrens Ministros og sandheds Tjenere“. – Disse Uddrag ville være tilstrækkelige til at vise, hvilken Aand der gaar igjennem hans „christelige Apologi“, som han fordrer indskreven Ord for Ord i Protokollen „til Guds Ære, Sandheds Udbredelse og Christi Menigheds salige Opbyggelse“.
Man ser saaledes, at Mag. Niels ikke har Mod til at vedkjendes, hvem han sigter til i sine Prædikener; saadanne Udfald, som der idelig forekomme i hans Juledagsprædiken, vilde dog være meningsløse, hvis der ikke var nogen præst i Menigheden, paa hvem Skildringen skulde passe; det vilde jo være at advare mod en Fare, som ikke existerede. – I denne Apologi, ligesom ogsaa oftere, synes Mag. Niels næsten at lægge an paa at tirre sine Modstandere, og han var ogsaa begavet med et ikke lidet satirisk Pund; de klage over hans forblommede Udfald i sine Prædikener, men i sit Tilsvar forstikker han sig bag det gamle Skalkeskjul, at han straffer Fejl og ej Personer, og fortfarer paa sin gamle Vis at skjelde dem ud i al Almindelighed. At de derfor have havt god Vilje til at drive Sagen saalangt, som de kunde, kan ikke betvivles; det er derfor besynderligt, at der fremdeles ingen Dom faldt; man henledes atter til at tænke paa statholderens beskyttende Indflydelse. Paa denne maa Mag. Niels ogsaa have stolet, da han senerehen paa Aaret vægrede sig for at modtage Alumni regii i Kost, hvilket han med de andre Kanniker havde forpligtet sig til. Da der den 17de Oktober 1649 skulde træffes Aftale derom, og Raden nu var kommen til ham, undskyldte han sig, og da han 17de April 1650 atter opfordredes dertil, anførte han blandt Andet som Grund til
