Bispen af 4de Maj erklærer Mag. Niels, at han anser Statholderens Resolution af 26de April for fuldkommen Citation og forlanger, at Præsterne skulde angive, hvori han har prædiket til det hellige Ministeriums Foragtelse, idet han tilføjer: „Bispen som en forstandig Mand maa selv bekjende, at det er bedre og christeligere, at de uden videre Proces og Citation svare mig oprigtig, end at saadan Proces, Trætten og Tvisten skulde udspørges om hæderlige og lærde Mænd, som skulle være Andre til Exempel; der bliver og mange Refutationsbøger skrevne og publicerede uden saadan Citation og Proces, som de begjære“. Til Slutning klager han over, at hans Skrivelser ikke indføres i Protokollen, og foreholder dem statholderens Resolution, at dette skal ske. (Denne Mag. Niels’s Skrivelse indførtes i Protokollen først den 23de Juli). Sagen blev dog i nogen Tid opsat, da statholderen var fraværende, men endelig indkom præsterne med sin Erklæring af 16de Juli 1649. Da saavel denne som Mag. Niels’s „korte og oprigtige Gjensvar til dette (foreskrevne) vemodige Klagemaal og christelige Apologi derimod“ ere aftrykte i Pontoppidans Annal. Tom. IV Pag. 396 flg., vil det ikke være nødvendigt deraf at anføre Mere her, end at man kan følge Stridens Gang. – Præsterne henholde sig til sin Klage af 25de Maj 1648 og gjentage den; de bede, „at Mag. Niels Svendsens immoderate og kontinuerlige Invektiver (hvorudi han dennem, Ordet betjener, kalder Satans Apostler, baaliticos, bellificos & hypocriticos ministros, sladrende Papegøjer og Hunde, som lade sig Munden stoppe med et Stykke Kjød &c.), en Gang for alle maatte dæmpes eller ogsaa de formente skyldige Sag gives, efterdi omnis oratio debet accommodari certis circumstantiis loci, temporis & personarum“; de bleve paa Grund af disse Invektiver „foragtede, forhaante og eftertanke (af Menigheden), ligesom saadanne Præstemænd, som forberørt er, her paa Stedet skulde findes“. – Hertil svarer Mag. Niels, at
