en eller anden Grund ikke ansaa sig sikker der. Mag. Niels kan saaledes maaske have Ret til at klage over sine Modstanderes Fremgangsmaade; thi Meget af, hvad disse to Vidner beskylde ham og hans Tilhængere for, synes at være overdrevet, om ikke usandt, og ikke altid erhvervet paa en ligefrem og ærlig Maade; „hvorledes Mag. Trugels“, siger Mag. Niels, „leder og spørger (endog hos ærlige Folks Tjenere) om de enthusiastiske Samkvems Prov, er ikke saa skjult, som han mener“. – Men paa den anden Side taler dog til Mag. Trugels’s Undskyldning den Maade, hvorpaa Mag. Niels drev sin Polemik; som man kan se af hans Juledagsprædiken, overvældede han sine Modstandere med de mest nærgaaende Beskyldninger, vistnok uden at nævne dem med Navn, men han betegnede dem dog saa tydeligt, at det for hans Tilhørere ingenlunde kunde være tvivlsomt, hvem han mente; men herom kunde Mag. Trugels vanskelig overbevise ham, han dækker sig bestandig dermed, at han har talt ganske i Almindelighed; det bliver saaledes forklarligt, om just ikke undskyldeligt og forsvarligt, at Mag. Trugels paa andre Maader søgte at komme ham tillivs og derfor i sin ubetænksomme Hidsighed nedlod sig til at benytte Vidnesbyrd af en Mand, som Søffren Kjeruld.
Dette Forhør bragte altsaa intet Resultat. Men Mag. Niels vilde, som rimeligt kunde være, ej lade de i Præsternes Klage af 25de Maj 1648 i sin Almindelighed fremsatte og i Forhørerne den 13de Marts og 24de April 1649 nærmere bestemte Anklagepunkter staa upaatalte; han fordrede, at hans Modstandere skulde bevise dem. Dagen efter sidste Forhør (25de April) henvendte han sig til Statholderen og udvirkede af ham en Resolution om, at Bispen skulde tilholde Præsterne at overbevise ham om, hvad de i sin Klage havde tillagt ham i Liv og Lærdom. Dertil erklærede disse, at de skulde gjøre det, naar de citeredes. I en Skrivelse til
