mesternes Nærværelse, at Mag. Trugels skulde komme med sine Bevisninger om Enthusiasterne; „men der dette klingede saa passelig vel i Mag. Trugels Øren, og han vilde bruge Udflugter“, foreholdtes ham hans Prædikener og Borgermesternes Besværing og hans Erklæring derpaa, og „da Mag. Trugels ej saa ganske kunde benegte sit fordanskede Skrift om Knipperdolling og Jan van Leyden, brugte han de bedste Raad, han vidste, og beraabte sig paa Søffren Kjeruld og Mikkel Lauridssen.“ Søffren hentedes og vedstod som før sit til Mag. Trugels indleverede Skrift, som oplæstes; fremdeles oplæstes en skriftlig Erklæring af Mikkel Lauridsen, „hvori formeldes om et mistænkt Kollegium, deres Forsamling, Læsen og Forklaring i Raadmand Hans Madsens Hus, om deres Natteforsamling, Lystighed og besynderlige spiritualistiske Drik, som udi mit (Mag. Niels’s) Hus udi Mikkels Nærværelse Vinteren 1648 skulde være brugt og samme Mikkel af min Hustru indskjenkt“. Dette erklærer baade Hans Madsen og Mag. Niels for Løgn og Falskhed; den sidste siger: „Om jeg nogensinde Dag eller Nat i mit Hus eller andensteds har brugt nogen overflødig Drik eller nogen forargelig Lystighed, (som nu ellers saa ganske meget hos den første Part desværre gaar udi fuld Svang), derom maa min argeste Fiende vidne sin bedste Sandhed“. – Mag. Niels omtaler i det Hele disse Angivelser og Vidnesbyrd med megen Indignation: „Min egen Discipel er af Djævelen og hans forblindede Redskab henbragt til baade mundtlig og skriftelig at vidne aabenbare Løgn om mig, mit Hus og flere retsindige Medchristne“; han erklærer, at saavel Mikkels Vidnesbyrd som den „skalkagtige Maleres Skandskrift“ blev forebragt for øvrigheden og indskrevet i Protokollen „til sande Christnes Beskjæmmelse og Fordærvelse, hvis Djævelen og hans forblindede Anhængere ellers maatte raade og Magt have“. – Det lader heller ikke til, at der er blevet insisteret videre paa disses Vidnesbyrd. Søffren
