„Quid Christo cum Belial“? Derhos havde ogsaa Jens Hansen forbudt Mikkel at fortælle Nogen, at han havde Omgang med ham.
Saavidt Kapitelsprotokollen. Mag. Niels beklager sig over denne Protokollation; „Mikkel svarede hvad han vilde“, siger han, „endog jeg protesterede mod Et og Andet i deres Angivelser, som jeg vidste var falsk, og bad dem betænke sig, før de lod det indføre i Kapitelsprotokollen; ... men jeg tvivler ikke paa, at om de om mig og Jens Hansen (min besynderlig gode Ven, hvis Lige udi Gudfrygtighed, Retfærdighed, Sandhed og Kjærlighed jeg for Guds Ansigt vidner, at jeg enten ganske faa eller slet ingen har kjendt) havde angivet de allergroveste synder, da var det blevet indskrevet“. Jens Hansen laa, dengang Forhøret holdtes, dødssyg, men da han fik vide Anklagen, afgav han kort før sin Død en skriftlig Forklaring, som efter Mag. Niels’s Erklæring beviste, at begge Mag. Trugels’s vidner vare løgnagtige. – „Dernæst“, fortæller Mag. Niels, „holdtes der en besynderlig Inkvisition og Examen i den ældste Borgermesters Hus i Bispens og Præsternes Nærværelse, ... og er det mærkeligt, at Mag. Trugels selv var Notarius; ... men da Mag. Trugels syntes, at hans Beviser mod Enthusiasturne vare for svage, holdt han nogle Dage efter, den 17de Marts, en Inkvisition, idet han efter at have berettet en dødssyg Mand, Laurids Gregersen Skræder, opfordrede ham til at oplyse, hvad han vidste om Enthusiasternes Forsamling, hvilket ogsaa skede i Manges Nærværelse, men hans Vidnesbyrd er ej kundgjort Øvrigheden, og det er at mærke, at det er paa denne Mand, Søffren Kjeruld beraaber sig; „uden Tvivl“, siger han senere, „har Mag. Trugels befrygtet, at Søffrens Bekjendelse herved skulde bekomme mærkelige Sted“. – Endvidere, beretter han, fordrede Statholder og Krigskommissær Jakob Ulfeld den 24de April 1649 paa Kapitelshuset i Bispens, Kannikernes og Borger-
