de efter Embeds Pligt kunde hjælpe ham til at faa dem straffede, paa det at Menigheden ikke for disse grove Synders Skyld paa andre Steder skulde komme i vanrygte. „Men“, siger Hans Madsen i sin Klage, „han gav dem nogen Discurs tilbage igjen, hvormed de, Gud forbarme sig lode sig vel befalde“. Mag. Trugels selv opgiver, at Indholdet af hans Svar var den Erklæring at hans Embede-pligt ej tillod ham at nævne Enthusiasterne ved Navn, men at han agtede det bedre, at man i Øvrighedens Nærværelse procederede med dem paa den Maade, som ifølge kongl. Mandater forhen var brugt i Menigheden, og henviser i saa Henseende til Kapitelsbøgerne (han sigter til nogle Forhør, som holdtes 1605 og 1619, hvor nogle for Vrangtro mistænkte Personer indkaldtes og formanedes). – Mag. Niels ser i Udgivelsen af det omtalte Skrift en Anklage; han mener, at Mag. Trugels har udgivet det, dels for at øvrigheden kunde vide, hvilke Folk han sigtede til i sine Prædikener, dels ogsaa til Oplysning for Menigmand, som ikke forstod Ordet Enthusiaster, „hvorfor Nogle kalde det Athusiaster og Nogle Thusiaster, og Nogle vide ingen Maade at føre det frem med“.
Den 13de Marts 1649 holdtes der Forhør i Bispegaarden i Bispens og Kannikernes Nærværelse, efter hvad Mag. Niels siger, fordi øvrigheden ej var tilfreds med den Erklæring, Mag. Trugels havde givet. – Forhandlingerne i dette Møde findes optegnede i Kapitelsprotokollen, og da de foruden Oplysninger om Klagepunkterne mod Mag. Niels og hans Tilhængere ogsaa give et Indblik i, hvorledes Striden artede sig blandt Partigjængerne paa begge Sider, anføres her Hovedindholdet. En af Mag. Niels’s bitreste Modstandere, Søffren Gundersen Kjeruld (Contrafejer, det vil sige Portrætmaler) fra Jylland, havde til Mag. Trugels indleveret et Skrift betitlet: „En liden Traktat om en Part Kjættere, Enthusiaster og Husprædikanter, som nu desværre i denne Menighed grasserer
