og florerer“, om hvilket Mag. Niels siger, at det var skrevet „med besynderlig Konst og Flid og med mange den hellige skrifts Sprog og endogsaa med hebraiske Ord ziret“, og fortæller, at deri „lignedes denne Menigheds Enthusiaster med de allervederstyggeligste og groveste Kjættere og fordjævlede Mennesker“, hvorhos der dog hos ham skinner nogen Mistanke igjennem om, at Søffren Kjeruld ej var den egentlige Forfatter, da han beder om, at Søffren maatte examineres om, „udi hvis Skole han har studeret og læst dette hebraiske Tungemaal“. Som Grund til, at han havde indleveret dette Skrift, angav Søffren dere Ytringer, han havde hørt af en af Mag. Niels’s Tilhængere, Jens Hansen, Hører paa Latinskolen. Han og Laurids Gregersen Skræder, fortæller han, havde staaet udenfor Jochum Instrumentistes Hus og havde gjennem det aabne Vindu hørt Jens Hansen sige, at man skulde leve udvortes hellig og ustraffelig og formedelst gode Gjerninger erlange Saligheden, og han anførte det Bibelsted, at man skal lade sit Lys skinne for Verden og dermed prise Gud i Himlen. Heraf lo Søffren, og saa lukkedes Vinduerne. Derpaa gik han ind i sit Hus, skrev paa en Seddel: „Fyrsters Raad skal man holde hemmelig, men Guds Gjerninger skal man aabenbare“, og lagde i denne seddel en Sten; hvad han saa gjorde med den, fortæller han ikke, men Slutningen af Historien var maaske dengang saa vel bekjendt, at den ikke behøvede at anføres; det er maaske ikke urimeligt at supplere, at han kastede den ind af Vinduet, da det atter aabnedes. Fremdeles havde han hørt ham sige: Johannes Pomarii Skrift om det Sted: „Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synder“, skal give Menneskene mere Aarsag til at synde. En Præst, som ikke lever skikkelig, kan ej være dygtig til at forlade Andre Synder. Præsterne her i Menigheden vare ugudelige Baals Præster og Fordømmelsens Børn. En læg Mand, som drager i Strid, bør ikke annamme Sa-
