bestemtes da, at Bispen ikke længere skulde forbyde Mag. Niels Prædikestolen, men undertiden lade ham prædike, og da skulde han, Bispen, selv være nærværende; tillige skulde Bispen paaminde dem begge at vogte sig for Alt, der kunde vække ny Misforstaaelse, og for enhver Hentydning til deres forrige Tvist, „men de skulde blive ved den Forklaring, som proprie Texten medfører“. Ligesaa blev det bestemt, at Mag. Niels ikke skulde formenes at lade komme i sit Hus, hvilke godt Folk ham lystede, og synderlig de, som bekjende sig med Ord og Gjerning rette Christne at være og vores Religion undergiven, saa som en Ven kan besøge en anden, og „discursive frit tale om det, som gudeligt og til Guds Ære og Menneskenes Saligheds Opbyggelse kan tjene og ikke til Nedbrydelse og Forargelse, mens ingen privat Conventiculer eller exercitia Mag Niels at holde paa Kammerne eller i andre Maader, hvorved han atter kunde mistænkes og tilbørlig straffes. Men om hen, Mag. Trugels eller Andre kan have nogen Tvivl angaaende christelige Troesartikler, specielt om deres forrige Strid de bonis operibus, an consistat in illis salus nostra secundum qvid vel in tota eller de ceremoniis quibusdam devotis, da skulde de proponere det som brugeligt in Gymnasio eller hjemstille Sagen til de Højlærde i Kjøbenhavn, hellere end for den Gemene at prostituere saadanne quæstiones, som overgaar Manges Forstand og mere forarger end opbygger“. Endvidere skulde hverken Mag. Trugels eller Mag. Niels eller nogen af deres Kolleger give Aarsag til „nogen ny ved Eftertale fortænkelige Prædikens Trykkelse eller Udspredelse eller ved nogen Angribelse mundtlig eller skriftelig ... hvorpaa de have givet hverandre Hænder at være og blive gode Venner ... Men dersom nogen (ej Religionen concernerende) Irringer kan indfalde, hvilket de dog vil præcavere, da skab de angive det for Øvrigheden paa dette Sted med stor Moderation og helst udi Vederparternes Nærværelse og dog forbigaa Alt, som er af
