Mag. Niels, at hvad han prædikede, det prædikede han, som Aanden gav ham ind, og [at han] ikke agtede, hvad Mennesker sagde, om Nogen hannem saadant vilde forbyde, hvilket han berettede sig tilforn ofte Bispen at have svaret“.
Som man let kan begribe, opregner Mag. Niels ogsaa dette blandt sine Lidelser for Sandheds Skyld og besværer sig i høj Grad derover. Sagen blev nu optagen til Forhør paa Kapitlet den 20de Marts 1643. „Striden førtes“, heder det, „mellem nogle ex capitularibus her udi Oslo og ikke ringeste mellem Sognepræsten Mag. Trugels Nielsen og Læsemesteren Mag. Niels Svendsen iblandt flere om nogen theologicis quæstionibus et de cæremoniis quibusdam ecclesiasticis, hvorover de synes at have grebet hverandre an udi deres prædiken og tracteret adskillige Personalia, som kunde udtydes mod dennem selver, udi-mod hverandre, dog Ingen med Navn benævnet, Mag Niels og desforuden udaf Bispen Mag. Oluf Boesen for nogen conventicula med særdeles Folk at bruge og holde, som synes fordægtig have været, forbudet Prædikestolen“. Forhøret foregik i Statholderens (H. Sehesteds) og Kantsleren (Jens Bjelkes) Nærværelse, „og efter flittig og uvillig Randsagning blev befunden, at forbarme Irringer fast mere af menneskelig skrøbelighed og Misforstand end af nogen ret foretagen Arrighed sig haver begivet“, hvorfor Parterne hjemstillede Sagen til Statholderen, og blev det for godt anseet, at alle interesserede parter „sancte for Retten skulde verificere ... Intet at have saa ilde ment, som det kunde være optaget og udført, medens [ɔ: men] hverandre ikke vel at have forstaaet, udi Synderlighed nogle Mag. Niels’s Ord angaaende gode Gjerningen Fuldkommenhed og vores Saligheds Forarbejdelse, hvilke han da selv klarlig udlagde, saa at Bispen eller Andre ... ikke kunde mistænke ham derudi for kjætterske Mening“. – Efter en ny Uenighed mellem dem (hvorom siges ikke) bleve de atter forligte den 24de April, og det
