hvilke og snareste skulle lade sig mærke med, at de fortørnes. over denne sandheds Tale, endog den alvidende Gud ser og kjender, at dette af mig uværdige Jesu Christi Tjener hverken siges eller skrives af nogen utilbørlig Had og vrede mod noget Menneske, hvem det saa være kan, men at det ved Guds Naade i kjærligste Maade og bedste Mening er fremført til Guds Ære, Guds allerkjæreste og foragtede Børns Trøst og Husvalelse og dennem, som kunde være paa vrange veje hengeraadne, til en salig Paamindelse, Eftertanke og Omvendelse“. Men naar Guds sande Dyrkere forhaanes, maa mange Enfoldige forarges, „hvilke undertiden frygte mere for saadanne anselige lærde Mænds og veltalende Prædikanters store Autoritet og Myndighed“, end for Gud; mange Tusinde vilde have omvendt sig, hvis de ikke havde frygtet sine Prædikanters Forhaanelse og Udraabelse, „med hvilken disse ogsaa ofte foragte, ja offentlig baade med Mund og Pen udraabe, forhaanes og bespotte os, saamange som med dem udi deres falske Religion og vrange Lærdom ikke samtykke ville; ... men I og jeg (som dog ere syndige Mennesker) kunne aldrig blive mere forhaanede af denne Verdens Børn, end Eders og min Frelser Jesus selv blev“; men gjennem Trængsel skulle I indgaa til den allerhøjeste Glæde.
Dette er Gangen og Hovedindholdet af Prædikenen, gjengivet saavidt muligt med selve Prædikenens Ord. Som han havde spaaet, saa skedte det ogsaa; hans Modstandere „lode sig snart mærke med, at de fortørnedes over denne Sandheds Tale“. I Kapitelsprotokollen findes Følgende antegnet: „Anno 1643 Nytaarsdag efter Højmessen udi Choret i Christiania forbød Bispen Mag. Niels Svendsen Prædikestolen formedelst hans Skjælderi paa Juledag saavelsom ofte tilforn, og uanseet han om Saadant tidt er bleven paamindt, haver det dog ingen Frugt skaffet; derfore at entholde sig fra Prædikestolen, indtil Lov og Dom haver skilt dennem af. Dertil svarede
