al Bespottelse ved den himmelske store Skat, „hvilken du med Troens aandelige Klude, Baand og Svøb omfavner og bærer ... udi dit Hjertes inderste aandelige Krybberum“. – Hvorfor faa nu ikke mange Mennesker, som ofte komme til Kirken og Skriftestolen, den evige allerstørste Glæde? Naarsomhelst Nogen udi disse sidste onde Dage drives og oplyses af Guds hellige Aand til at tale den bare Sandhed af Prædikestolen om mange Menneskers falske og hykkelske Christendom, det er, at Mange af os, vi som lade os kalde Christne, dog ikke leve christelig, da findes desværre saadanne christne blandt Andre, som forarger sig og fortørnes over saadan sandfærdig og fornøden prædiken og undertiden med Ordene lade sig mærke, at de mene saadan prædikant at være fuld af Had og Avind og at være blind og stolt ligesom Pharisæerne og de Skriftkloge og indbilde sig, at saadan Prædikant og Lærer fordømmer Andre, og at han ved ikke, om han bliver selv salig. Men ingen retsindig Prædikant prædiker af kjødelig Had og Avind; men naar du lever hen i dine Synder og berømmer dig at være en Christen, saa er din døde Tro og dit ubodfærdige Levnet Aarsag til din Fordømmelse; det gaar en retsindig Guds ords Tjener til Hjerte, og han maa advare derimod. Hvorfor gaa nu saa Mange, som dog ofte hore Guds Ord, den brede Vej til Fordømmelse? Formedelst vantro og død Tro, fordi de lade sig afholde af jordiske Hensyn, og fordi de forarges over, at Jesus og hans Rige har ingen udvortes prægtig Anseelse for Verden. Hvor Mange forværres ikke i sin Christendom, naar de se, at de, som skulde være Andres Ledsagere til Jesum, med de blinde Pharisæere allermest forbarme Jesum udi hans sande Lemmer „ikke alene ved synlige Foragtelsesmidler, Leder og Fagter, men endogsaa med lydelige aabenbare Ord og Tale, ja med letfærdige Bespottelses Pen og Skrift ... og af Djævelens Indskydelse og Tilskyndelse giver dem adskillige foragtelige og vederstyggelige Navne, ...
