egen Beretning gik saa uheldigt med, maa da være en anden; det kan dog heller ikke have været en af de „ordinariæ disputationes“, som Gymnasielærerne havde Paalæg om at holde en Gang hver Maaned, da Mag. Niels selv kalder det en offentlig Disputation i Anledning af den paa ham hvilende Mistanke. En Maaned efter, 23de Marts 1642, blev Mag. Niels atter „af al venlighed paamindt og formanet at overgive dennem, som ham besøge, hvorfor han er udført baade udi By og Bygd, uanseet at Saadant udi kongl. Maj.s Mandater forbydes, hvorimod det lod sig anse, at han sig ikke vil accomodere“.
Man ser saaledes, at Konventiklerne allerede nu, omtrent et Par Aar efter hans Ankomst til Christiania, vare i fuld Gang, og at Sagen allerede havde vakt saamegen Opsigt, at øvrigheden ansaa sig forpligtet til at skride ind. Forsøget paa at faa Sagen til at gaa med det Gode og Striden afgjort i al Mindelighed strandede saaledes; der prøvedes derfor et andet Middel. Under samme Dato findes nemlig antegnet: „Efter strenge og velbyrdige Hr. Statholders (Christoffer Urne) Vilje blev af Bispen sognepræsten anbefalet, at naar Aarsage gives udi Prædiken om Enthusiaster eller Vederdøbere og andre saadanne vildfarende Lærere, da at give Varsel offentlig om samme Vildfarelser med Bøn derhos, at Gud os paa denne Sted fra saadan og anden vildfarelse vilde bevare“. – Men netop denne Forholdsregel, som vel heller ikke ligeover for en Mand som Mag. Niels var klogt beregnet, bragte Striden til at blusse op i fuld Flamme; hele Præsteskabet synes at have deltaget i den, men skarpest førtes den dog mellem Mag. Niels Svendsen og sognepræsten Mag. Trugels Nielsen.
Fra dette Tidspunkt i Striden have vi et interessant Aktstykke, nemlig en Prædiken af Mag. Niels, holden første Juledag 1642 i Christiania Kirke. Han udgav den et Aars Tid efter i
