som han, vistnok ofte med Rette, troede at finde, vendte han sig nu mod Læren selv, hvorvel hans Modstandere, som det synes, ofte fandt Kjætteri i Sætninger, hvis Gyldighed vel lod sig forsvare. De Kjætterier, som man tillagde ham, vare (ifølge Arnolds Kirchen- und Ketzergeschichte, III, 133, b): „at han som den argeste Gjendøber, Enthusiast og Weigelianer lærte falsk om Guds Ord og den indre Aabenbaring, om Tilregnelsen af Christi Fortjeneste og Christi menneskelige Natur, det tusindaarige Rige, Gjenfødelsen og Sakramenterne, om Prædikeembedet, Filosofien, de akademiske Værdigheder, Retsprocesser, Skriftemaal, Løse og Bindenøglen, Øvrigheden &c.“, og derfor „da den onde Aand i hans Bøger fremtraadte med Bespottelser, Oprør og Forargelse, vare de i Danmark, Sachsen, Sverige og andre Steder confiskerede og forbudne“. Det af hans Skrifter, som fortrinsvis sigtes til, er „das Spiegel der Misbräuche“, som han udgav under Navn af „Elias Prætorius“, og dette var, som man senere vil se, temmelig udbredt og var endog blevet bekjendt og almindelig læst i Christiania. Den, som her havde indført og udbredt det, var hans ivrige Beundrer Mag. Niels Svendsen Krønike, Lector theologiæ sammesteds. Han optraadte omtrent paa samme Maade som Hoburg, dog ikke fuldt saa radikalt, mod de herskende Misbrug; men hans hensynsløse Lidenskabelighed gjorde, at det ikke varede længe, førend det kom til alvorlige Sammenstød mellem ham og Præsteskabet; heraf udspandt sig vidtløftige processer, først i Christiania omkring 1650 og siden i Kjøbenhavn i 1655.
At omhandle Hoburgs Vildfarelser nærmere hører ikke til denne Afhandlings Plan; thi under hans Discipels Mag. Niels’s Ophold i Christiania drejede Stridighederne mellem ham og præsteskabet sig ikke saameget om Vildfarelserne i Læren, hvorvel man kan se, at han ogsaa mistænktes for dem; det var først under hans sidste Proces i Kjøbenhavn, at de bleve
