Vi finde saaledes ved det 17de Aarhundredes Midte den samme Aand raadende i den dansk-norske Kirke som i den tydske; Partierne ere de samme, og Striden føres paa samme Maade. Et Blik paa den tydsk-lutherske Kirkes Tilstand paa disse og de nærmest foregaaende Tider vil derfor sprede Lys over de Begivenheder, som her skulle omtales, saameget mere som en bestemt Paavirkning her lader sig eftervise. De Mænd, der fremtræde som de forskjellige Retningers Bannerførere, vare sin Tids Børn, og skulle de bedømmes retfærdigt, maa de derfor betragtes i sin Sammenhæng med den.
Bestræbelsen for at bevare den lutherske Kirkelæres Renhed havde efter Reformationen givet den i Kirken raadende Theologi en stedse mere ensidig polemisk Retning. At forsvare det fra Reformatorerne overleverede Lærebegreb og bekjæmpe alle derfra afvigende Anskuelser og Aandsretninger blev snart af den store Flerhed af lutherske Theologer betragtet som Kirkens væsentligste Opgave. Kampen førtes derfor ogsaa ikke alene i theologiske Stridsskrifter, men ogsaa fra Prædikestolene. I flere lutherske Lande pustede Kirkestyrelsen til Flammen, idet den gav Prædikanterne Paalæg om, at de ret ivrig skulde drive paa Behandlingen af Stridsspørgsmaalene. Det, som nu fra Prædikestolen bedes Almuen, blev saaledes altfor ofte kun tør Forstandstheologi og saft- og kraftløs Rettroenhed, naturligvis med behørig Tilsætning af bitre og heftige Udfald mod alle virkelig eller formentlig kjætterske Retninger i og udenfor Menigheden. Slig Christendom kunde ej tilfredstille den Trang, der rørte sig i dybere Gemytter; den evige Skjælden og Fordømmen af kjendte og ukjendte Vildfarelser og Personer kunde kun byde dem liden Opbyggelse. Den ægte praktisk-christelige Retning, som Luther havde givet sin Tids Theologi, var for en stor Del gaaen over i en stiv og død Orthodoxi, hvis Iver for den rene Lære ofte fremtraadte med den højeste Grad af kjødelig Lidenskabelighed.
