de med Rette Bevægelsens Ophavsmænd, som de have udtalt det Ord, som bragte Tiden til Bevidsthed om sin Stræben. En saadan Mands Historie er derfor ikke alene hans, men i større eller mindre Grad hans Samtids, alteftersom hans Virksomhed strakte sig over en større eller mindre Kreds. Mange saadanne Mænd har vor Kirke i den nærmeste Tid efter Reformationen vel ikke havt, og den Indflydelse, de have udøvet, bar vistnok heller ikke været af stor og blivende Betydning men, erkjendes Nødvendigheden af at tilvejebringe dette Material for en kommende Kirkehistorie for dette Tidsrum, saa ligger deri ogsaa en Opfordring til at samle, hvad der kan være at finde, og om end det, som hver Enkelt har at byde, i og for sig kan være ubetydeligt, saa kan man dog nære det Haab, at der af flere saadanne smaa Bidrag i Tidens Løb kan komme noget Helt ud. – Vistnok har man i Pontoppidans „Annaler“ værdifulde Bidrag, men det er dog fornemmelig Danmarks Kirkehistorie, som i disse behandles; fraregnet de for begge Riger gjældende kongelige Forordninger, er der kun Lidet at finde i dem, som kan give noget Indblik i Norges religiøse Tilstand.
At det i det Hele taget i de første Aarhundreder efter Reformationen stod mindre godt til med den norske Kirke, det ved man, eller maaske rettere, det antager man eden videre Bevis; men at der slet intet Liv og ingen Bevægelse skulde have været i den, tør man dog paa den anden Side heller ikke forudsætte. Vistnok vilde man skuffes, om man i den ventede at finde nogen selvstændig og ejendommelig Opfattelse af Kirkens Læresætninger; den norske Kirke var naturligvis i de Tider ligesom ogsaa den danske, med hvilken den i Et og Alt delte Skjæbne, i endnu højere Grad end nu et Annex til den store tydske Moderkirke; de Bevægelser, man finder i den, ere kun svage Eftervirkninger af de voldsomme Kampe, hvoraf den tydsk-lutherske Kirke rystedes.
