en almindelig Angivelse af, hvad Bispen senere nøjagtig har udtrykt i de nævnte syv Poster, ere jo omtrentlig de samme som før, og Mag. Niels gjentager sin gamle Opfordring til sine Modstandere om at føre Bevis; det eneste Nye er Afholdet fra Nadveren.
Heraf kan man ogsaa slutte, hvordan Forholdet mellem ham og Mag. Trugels har været siden Dommen i 1650; Kirken har fremdeles været deres Kampplads til liden Opbyggelse for Menigheden. Men hvorledes kunde da Bispen saalænge taale et sligt Uvæsen lige i sin umiddelbare Nærhed? Det synes besynderligt, at han ikke for mange Aar siden, ja allerede i 1648 i Anledning af Præsteskabets Klage, har taget et kraftigt og afgjørende Skridt for at faa Ende paa Skjænderiet; at han i højeste Grad har misbilliget det, det har han tydeligt nok vist, men han har dog Intet gjort for at faa det standset; thi Dommen i 1650 henholder sig alene til Skjænderiet den 3dje December, og deri findes intet Forbud og ingen Advarsel til Mag. Niels for hans hensynsløse Udfald mod Præsteskabet. Hvorfor skulde ikke Mag. Niels være forpligtet til at nævne de Præster, som han altid farer løs paa i sine Prædikener, og som han saaledes overøser med en Strøm af Skjældsord, medens han saa heftig fordrer, at hans Modstander Mag. Trugels skulde nævne Enthusiasterne, hvilke denne dog ingenlunde farer saa voldsomt afsted mod og ikke saadan udpeger, som Mag. Niels gjør det med sine Modstandere? At Bispen skulde mangle Lyst, er lidet rimeligt, og hans Embedsmyndighed gav ham fuld Berettigelse, ja hans Embedspligt fordrede det; der findes intet Spor til, at der var noget spændt Forhold mellem ham og Mag. Trugels samt det øvrige Præsteskab, som kunde gjøre, at han undte dem en saadan Behandling af Mag. Niels. Desuden stod han jo heller ikke selv udenfor Sagen; han fik ogsaa for sin Part døje Adskilligt af Mag. Niels. Hvorfor gjorde han altsaa nu først, hvad han allerede længe maatte
