have følt sig opfordret og forpligtet til, nemlig at sætte Mag. Niels under Anklage for hans idelige Angreb paa Præsteskabet? – thi ham er det naturligvis Stevningen gjælder, om end Mag. Trugels ogsaa nævnes; efter Rettens Former skulde det først i Dommen udsiges, hvem der var den Skyldige. Men her maa man mærke sig det Tidspunkt, Bispen valgte til sin Anklage; netop nu var nemlig Hannibal Sehested falden i Unaade og afsat fra Statholderposten, hvori han efterfulgtes af Gregers Krabbe. Dette Sammentræf bestyrker den før fremsatte Gisning om, at Mag. Niels havde Ryggestød hos Statholderen. Bispen har udentvivl selv udvirket den kongl. Befaling af 22de Septbr. 1651 til at drage Mag. Niels til Ansvar, Noget han, medens han stod under Hannibal Sehesteds hemmende Indflydelse, ikke havde vovet eller ialfald anseet det unyttigt at forsøge paa; nu derimod var det belejlige Tidspunkt kommet, og det synes ogsaa, som om det har lykkets ham at faa Bugt med Mag. Niels. Men det kan dog ikke negtes, at denne Forklaring har sine Vanskeligheder; thi at Han. Sehested af religiøs Overbevisning har holdt med Mag. Niels, synes lidet rimeligt; denne havesyge og snedige Politiker følte vist ikke stor Interesse for nogen af Parternes Sag, og hvad der skulde bestemme ham til at vælge Parti i denne Stridighed, kan ikke have været indre, men kun ydre Grunde; men hvilke disse have været, derom mangle alle Oplysninger. Rigtignok findes der heller ikke nogetsteds nogen bestemt Angivelse om, at det har været saa, men uden en saadan Antagelse vilde dog Mangt og Meget i Stridens Gang blive uforklarligt.
Da Bispen selv optraadte som Anklager og det hele Præsteskab, som det sees af Stevningen, ansaaes interesseret i Sagen, blev det nødvendigt at tilkalde en anden Bisp, for at han sammen med Statholderen kunde fælde Dom i Sagen. Hvad Udfald Processen fik, eller om der overhovedet blev
