søgt efter at bruge Herrens hellige Nadvere ved deres Administration og Betjenelse blandt Præsterne, som ville (handle) efter forbemeldte Guds og Christi Sandhed og Kjærlighed, og det har jeg forsøgt baade udi Christiania, Kjøbenhavn og andre Steder; men det er bleven mig formente. Heraf kan man se, at jeg ikke ringeagter Nadveren, dens rette Brug eller nogen Præst, som efter Christi Bud og den christelige Ordinans dermed omgaaes. Og tvertimod hvad jeg beskyldes, giver jeg tilkjende, at det aldrig har været min Mening eller Tro, at Prædikeembedets Værdighed, Kraft og Frugt skulde afhænge af noget syndigt Menneskes Person eller af hans egen Duelighed og Skikkelighed, thi al saadan Værdighed, Kraft og Frugt kommer af og fra Gud selv og hans hellige Aand. Men derimod er det min faste Tro, at den Præst, som ikke har Guds Hellig-Aand, men i Ugudelighed foragter og strider mod den Hellig-Aand og hans sande Ord, er ganske blind i de guddommelige og aandelige Ting og udi Guds Ords Lær- dom og hemmelige Visdom, og derfor kan en saadan Præst ikke rettelig ledsage andre Blinde[1]. Og til Beslutning: Efterdi mange Præster og Tilhørere i disse Dage ikke forholde sig rettelig med Nadveren og dens Brugelse, vil Guds Straffedom paa det Allersnareste komme over denne blinde Verden. – Som Mag. Niels selv beretter i et af sine Indlæg i den kjøbenhavnske Proces, blev denne Erklæring af 6te Maj 1652 strax indsendt til Kjøbenhavn til Kansleren Christen Thomesen (Sehested). Sammesteds beretter han endvidere, at Nadveren var bleven ham negtet, medmindre han vilde staa aabenbare Skriftemaal for sit lange Afhold fra den. – Sammenholder man nu dette Tilsvar med Kapitels- stevningen, kan man omtrentlig forestille sig, hvordan Sagen stod; de i Stevningen nævnte Anklagepunkter, der maa være
- ↑ Ligesaa ubestemt udtrykker han sig ogsaa i sit sidste Indlæg i den kjöbenhavnske Proces (Pont. Annal. IV, 439).
