for Retten, og har ogsaa, efter hvad han beretter, forklaret sig derover i sit Tilsvar til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal; men for at de beskikkede Dommere, Øvrigheden og Menigheden kunne overbevise sig om hans Uskyldighed, vil han fremsætte sit Forsvar ogsaa skriftligt. Han erklærer, at han ingenlunde har ringeagtet Nadverens rette Brug eller de om den udgivne Ordinanser eller den hellige Skrift, hvorpaa alle andre Konfessioner og Forordninger ere grundede. Men skal Nadveren bruges rettelig, maa det ske efter Christi egen Indstiftelse, hvormed dog ikke er ment, at de kirkelige Forordninger ikke skulle agtes; tvertimod, saavidt de ere grundede paa Skriften, ere de Guds egen og ikke noget syndigt Menneskes Ordinans; men intet Menneske skal befale og være Herre over vor Tro og Samvittighed, Noget, som baade den danske og norske Ordinans ogsaa udtrykkelig erklærer. – Nu byder, fortsætter han, saavel Skriften som Ordinanserne, at de, som ville værdelig bruge Nadveren med hverandre „skulle være Eet og eens i Christi Sandhed og Kjærlighed, og ingenlunde aabenbarlig og kjendelig stride derimod eller med hverandre indbyrdes“; kan nu Præsterne her, saalænge de beskylde mig for saa grove Forseelser, som de tillægge mig, virkelig afløse mig og annamme mig til Nadveren? Naar jeg efter Ordinansens Tilholdelse prøver mig selv, kan jeg med god Samvittighed for Gud og Verden erklære mig uskyldig i disse grove Beskyldninger, og derfor finder jeg, at det strider mod Herrens Bud, at jeg skulde bruge Herrens Nadvere med dem og ved deres Administration, som saaledes stride mod Sandheden; det er udtrykkelig forbudt 1 Kor. 5, 11 flg., hvilket jeg ogsaa har svaret til de 14 kjøbenhavnske Spørgsmaal. Og hvorfor have ikke mine Modstandere, som nu snart i 4 Aar have fortfaret med sine Beskyldninger, handlet med mig efter Christi Ordinans Matth. 18, dersom de havde vidst mig skyldig? „Jeg har nu paa det tredje Aar
